Verdis operaer

La traviata
Libretto: Francesco Maria Piave

- efter skuespillet, La dame aux camélias, af Alexandre Dumas den yngre.
 
 

Uropført d.6/3 1853 på Teatro La Fenice i Venedig

Handlingen udspiller sig i Paris i midten af attenhundredetallet.

Personerne er:
 
 

Violetta Valéry en letlevende kvinde sopran
Alfredo Germont hendes elskede tenor
Giorgio Germont Alfredos fader baryton
Flora Bervoix Violettas veninde mezzo
Annina Violettas tjenestepige sopran
Gastone de Létorières Alfredos ven tenor
Baron Douphol Violettas beskytter baryton
Marquis D'Obigny Floras beskytter bas
Dr. Grenvil - bas
Giuseppe Violettas tjener tenor
- en budbringer bas
- Floras tjener bas

1.Akt:
- I Violetta Valérys overdådige hus i Paris. Der er fest.
   Violetta hilser på nogle gæster, heriblandt Flora og hendes ledsager, marquisen af Obigny. Inden længe ankommer også Gastone de Létorières som præsenterer hende for en ung mand, Alfredo Germont. Gastone fortæller at Alfredo længe har beundret hende på afstand, faktisk har han, under hendes nylige sygdom, daglig spurgt til hendes helbred. Violetta bliver rørt, men ved ikke rigtig hvad hun skal stille op med denne uventede hengivenhed. Hun siger koket til sin beskytter, at det var sandelig mere umage end han gjorde sig i den anledning. Den bemærkning passer absolut ikke baronen.
   For at komme over det lidt pinlige øjeblik, foreslår Gastone at Alfredo skal underholde selskabet med en drikkevise. Alfredo er ikke meget for det, men da Violetta også beder ham, overgiver han sig og synger en "brindisi", en sang om vinens glæder. Violetta svarer ham og hele selskabet falder ind og synger fornøjelsenes pris. Netop som feststemningen er på sit højeste høres der musik fra det tilstødende rum og Violetta foreslår at de alle går ind og danser.
   Netop som de går mod døren bliver hun svimmel og må sætte sig, men lover at slutte sig til selskabet om et øjeblik når hun får det bedre. Hun ser sig i spejlet og bemærker hvor bleg hun er. I det samme bliver hun opmærksom på Alfredo, som er blevet tilbage hos hende. Han advarer hende om at hendes livsførelse vil slå hende ihjel, og erklærer hende sin kærlighed. Violetta svarer drillende, men er ikke desto mindre rørt og spørger hvor længe han har elsket hende. "Et år" svarer han og beskriver den kærlighed han har følt siden han første gang så hende gå forbi. Hun svarer at alt hvad hun kan tilbyde ham er venskab, for hun er ude af stand til at elske. Hun vil derfor råde ham til at glemme hende. Imidlertid giver hun ham en blomst og siger at han må komme tilbage når den er visnet. Dette tolker han som i morgen, og går lykkelig sin vej.
   De øvrige gæster kommer nu tilbage, opstemte af dansen. Det er tid at tage hjem og de tager afsked med Violetta. Hun bliver alene tilbage og opdager til sin forbavselse at hun er påvirket af Alfredos kærlighedserklæring. Hun tilstår sin længsel efter det, som Alfredo repræsenterer - dette at elske og blive elsket. Snart afskriver hun dog sine tanker som galskab og beslutter at fortsætte med sit liv som om intet var hændt. Og dog...

2.Akt - scene 1:
- Et hus på landet, nær Paris.
   Violetta og Alfredo har boet sammen i 3 måneder. Det er morgen. Alfredo fortæller om hvor lykkelig han er sammen med Violetta.
Violettas tjenestepige, Annina, kommer hjem. På spørgsmålet om hvor hun har været,  fortæller hun at hun netop har været i Paris for at arrangere salget af Fruens ejendele. Der er brug for 1000 guldstykker til at betale for det søde landliv. Alfredo bebrejder sig selv at han ikke har skænket økonomien en tanke. Han styrter afsted til Paris for at skaffe penge, fast besluttet på at gøre skaden god igen.
   Han er knap nok forsvundet før Violetta kommer ind. Tjeneren giver hende et brev. Det er fra Flora - en invitation til fest samme aften. Den har Violetta bestemt ikke tænkt sig at gå til. Tjeneren melder nu en herre, der ønsker at se hende. Violetta tror det er den sagfører hun venter i forbindelse med salget af sin ejendom, og bliver meget overrasket da det viser sig at gæsten er Giorgio Germont, Alfredos fader.
   Violetta beder ham høfligt sidde, men Giorgio lægger ud med at beskylde hende for at udnytte hans søn og lede ham i fortabelse. Først da Violetta viser ham papirerne på salget af sine ejendele, indser han at de lever af hendes penge og ikke Alfredos.
   Selvom han nu har indset at hun elsker hans søn, beder han hende alligevel om at ofre sig. Begge hans børns fremtid står på spil. Alfredos søster står lige for at skulle giftes, men hvis Alfredo ikke vil opgive sit syndige liv og komme hjem, er det højst usikkert om pigens bryllup kan blive til noget.
   Violetta misforstår den gamle mand og lover at hun vil skilles fra Alfredo en tid. Dette er imidlertid ikke nok for Germont. han forlanger at hun skal opgive Alfredo for altid. Violetta, der hverken har rigtige venner eller familie og ved at hendes liv trues af tuberkolose, bliver rædselsslagen.
   Germont påpeger at Alfredo sikkert alligevel vil blive træt af hende når hun bliver gammel og grim, og da de jo ikke har fået himlens velsignelse af deres ulyksalige forbindelse, vil hun alligevel ikke kunne holde på ham til den tid.
   Gradvis nedbrydes Violettas modstand, og til sidst indvilliger hun i at ofre sig som han forlanger. Blot beder hun om at han vil omfavne hende som en datter, og at han vil love at fortælle Alfredo om hendes offer, når hun er død. Hun kan ikke bære at Alfredo skal tænke ondt om hende i al evighed.
   Germont indvilliger. Han er rørt over hendes ædelmodighed, og føler med hende, men fraviger alligevel ikke sit forlangende. Violetta på sin side vil ikke fortælle ham hvad hun har i sinde at gøre. Hendes følelser er i oprør. Hun forlanger at han skal gå nu, men komme tilbage senere og trøste Alfredo.
   Da Violetta er blevet alene skribler hun hurtigt en besked som hun beder
Annina poste. Annina ser til sin forbavselse at den er adresseret til baron Douphol. Efter at have sendt Annina væk uden at ville høre på hendes protester, giver Violetta sig til at skrive til Alfredo. Hun er knap nok færdig da han kommer hjem. Han undrer sig over hendes forvirring og prøver at finde ud af hvad der er i vejen, men da han i forvejen er bekymret fordi hans fader har meldt sin ankomst, forfølger han ikke sagen. I stedet beder han hende blive, så de kan tage imod den gamle mand sammen.
   Violetta, der nu er temmelig langt ude, kaster sig i hans arme og trygler ham om at sige at han elsker hende. Alfredo synes at hun opfører sig meget underligt, men skynder sig at forsikre hende om sin evige kærlighed, hvorefter Violetta går.
   Alfredo spekulerer over hvornår hans fader kommer, men forstyrres af tjeneren, der fortæller at Violetta er taget afsted i en vogn. Alfredo er sikker på at hun nok bare har haft noget hun skulle ordne og beroliger tjeneren. Nu kommer der imidlertid en budbringer til døren med et brev til Alfredo. Fuld af ængstelse åbner han det, og en enkelt linie er tilstrækkeligt til at at fortælle ham at Violetta har forladt ham for at vende tilbage til sit gamle liv.
   Alfredo er knust og vil styrte afsted efter hende, men netop i det øjeblik kommer hans fader ind og omfavner ham. Germont maner sin søn til fornuft og minder ham om hans hjem og kærlige familie, men Alfredo hører ikke efter. Han har fået øje på Floras brev, og gætter hvor Violetta må være. Han styrter ud, mens han sværger hævn.

2.Akt - scene 2:
 - i Floras hus i Paris.
   Der er allerede kommet nogle gæster. Dr. Grenvil og Flora bliver forbavsede da marquis d'Obigny fortæller at Violetta er gået fra Alfredo og vil komme til festen ledsaget af baron Douphol.
   Nogle kvindelige gæster ankommer, forklædt som zigeuner- sandsigersker. De blander sig med selskabet og tilbyder at læse i hænder. Deres forudsigelser får Flora og marquisen til at skændes, men uenigheden glemmes, da Gastone, sammen med nogle andre mænd, ankommer, forklædt som tyrefægtere. De underholder selskabet med historien om Piquillo, en matador fra Biscayen.
   Efter sangen går nogle af gæsterne til spillebordet for at spille kort. Nu kommer Alfredo. Han bliver udspurgt om Violetta, men svarer koldt at han intet kender til, hvor hun opholder sig, hvorefter han slutter sig til kortspillerne.
   Violetta kommer ind sammen med baronen. Da han får øje på Alfredo, advarer han hende om, ikke at tale med den unge mand. Violetta bliver i tvivl om det nu også var klogt at komme til festen.
   Alfredo vinder adskillige spil og kommenterer højlydt at ulykkelig kærlighed giver held i spil. Dette, sammen med nogle hentydninger til Violetta, gør baronen vred. Han udfordrer Alfredo til et spil. Alfredos held holder og baronen taber en anselig sum penge.  Før den spændte situation kan udvikle sig, bliver der imidlertid kaldt til bords. Baronen lover at hævne sig senere, og han og Alfredo slutter sig til de øvrige gæster.
   Lidt efter kommer Violetta alene ind. Hun er frygtelig nervøs for Alfredos sikkerhed. Hun har sendt besked til ham om at slutte sig til hende. Da han kommer beder hun ham forlade festen med det samme for ikke at tirre baronen. Alfredo spørger hånligt om hun da er nervøs for at miste sin elsker og beskytter, hvis han skulle komme til at dræbe ham. Til sidst lover han dog at forlade festen, men kun hvis hun vil gå med. Da hun siger at det er umuligt fordi hun har lovet at glemme ham, forlanger han at få at vide om det er til baronen hun har lovet det. Med stort besvær lykkes det hende at svare ja. Alfredo vil nu vide om hun elsker baronen. Violetta resignerer og lader ham tro at det gør hun.
   Gal af raseri kalder Alfredo gæsterne sammen, peger på Violetta og bekendtgør at hun har ødslet alle sine penge væk på ham. Nu er øjeblikket kommet, siger han, hvor han kan betale hende tilbage. Han kaster de penge han har vundet for hendes fødder. Violetta synker om i Floras arme, og de vrede gæster vender sig mod Alfredo.
   Germont, der leder efter sin søn, kommer ind. Han bebrejder ham hans umandige opførsel. Alfredo, der har brugt alt sit raseri, overvældes af anger. Baronen sværger at hævne sig, mens de øvrige gæster forsikrer Violetta om deres medfølelse. Violetta forsøger at trøste sig selv ved bevidstheden om, at Alfredo en dag vil få at vide hvor højt hun elsker ham.

3.Akt:
- Violettas soveværelse i en beskeden lejlighed.
   Violetta er ved at dø af tuberkolose. Den trofaste Annina passer hende. Doktor Grenville kommer på sygebesøg og prøver at trøste Violetta ved at fortælle hende at hun nok snart skal blive rask. Over for Annina indrømmer han dog at hun kun har få timer tilbage at leve i.
   Doktoren går og Annina fortæller Violetta at det er karnevalstid. Violetta sender hende afsted for at uddele penge til de fattige. Da hun bliver alene tager hun et brev frem, som hun kan udenad. Det er fra Germont og fortæller om en duel mellem Alfredo og baron Douphol, i hvilken baronen er blevet såret. Der står også at Alfredo, som lige nu befinder sig udenlands, har fået besked om hendes store offer. De vil begge komme for at bede hende om tilgivelse. Violetta begræder at det lader til at være for sent. Hun spejler sig, og ser de forandringer som sygdommen har påført hende. Hun siger farvel til de glade drømme om fortiden og beder Gud tilgive en, der har fejlet.
   Hun afbrydes af karnevalslarm ude fra gaden, hvor folkemængden synger om den fede karnevals-okse. Netop som støjen dør ud, kommer Annina hastende ind for at forberede Violetta på at få besøg af Alfredo. Straks efter kommer han selv styrtende ind i værelset, omfavner Violetta, og beder om tilgivelse.
   De elskende, der i øjeblikket glemmer Violettas håbløse tilstand, planlægger at forlade Paris og begynde et nyt liv. Violetta vil i kirke og takke for at have fået Alfredo tilbage. Hun kalder på Annina for at hun kan hjælpe hende med at klæde sig på, men falder tilbage i puderne, udmattet af anstrengelse, før hun når at få kjolen på.
   Den rædselsslagne Alfredo sender Annina efter lægen. Violetta siger til Alfredo, at hvis ikke hans tilbagekomst kan helbrede hende, er der intet der kan. Hun protesterer mod skæbnen, og den ulykkelige Alfredo blander sine tårer med hendes. Annina kommer tilbage med lægen og Alfredos fader. Den skyldbevidste Germont omfavner Violetta.
   Violetta, der er klar over at enden er nær, giver Alfredo et miniature - portræt af sig selv. Det skal minde ham om den der elskede ham så højt. Når han engang møder en ung pige og gifter sig med hende, skal han give hende portrættet og fortælle hende, at det er fra én i himlen, der beder for dem begge. Alle sørger. Alfredo tigger Violetta om ikke at dø.
   Pludselig erklærer Violetta at hendes smerter er væk. Hun mærker kræfterne komme tilbage... men netop som hun er allermest glad synker hun sammen og er død.
Alfredo kaster sig hulkende ned over sin døde elskede.

Historien er genfortalt på dansk af
Anne-Catrine
INDEX