La
traviata
Libretto: Francesco Maria
Piave
- efter skuespillet, La dame
aux camélias, af Alexandre Dumas den yngre.
|
Handlingen udspiller sig i Paris i midten af attenhundredetallet.
Personerne er:
Violetta Valéry | en letlevende kvinde | sopran |
Alfredo Germont | hendes elskede | tenor |
Giorgio Germont | Alfredos fader | baryton |
Flora Bervoix | Violettas veninde | mezzo |
Annina | Violettas tjenestepige | sopran |
Gastone de Létorières | Alfredos ven | tenor |
Baron Douphol | Violettas beskytter | baryton |
Marquis D'Obigny | Floras beskytter | bas |
Dr. Grenvil | - | bas |
Giuseppe | Violettas tjener | tenor |
- | en budbringer | bas |
- | Floras tjener | bas |
1.Akt:
- I Violetta Valérys
overdådige hus i Paris. Der er fest.
Violetta
hilser på nogle gæster, heriblandt Flora og hendes ledsager,
marquisen af Obigny. Inden længe ankommer også Gastone de Létorières
som præsenterer hende for en ung mand, Alfredo Germont. Gastone fortæller
at Alfredo længe har beundret hende på afstand, faktisk har
han, under hendes nylige sygdom, daglig spurgt til hendes helbred. Violetta
bliver rørt, men ved ikke rigtig hvad hun skal stille op med denne
uventede hengivenhed. Hun siger koket til sin beskytter, at det var sandelig
mere umage end han gjorde sig i den anledning. Den bemærkning passer
absolut ikke baronen.
For at komme
over det lidt pinlige øjeblik, foreslår Gastone at Alfredo
skal underholde selskabet med en drikkevise. Alfredo er ikke meget for
det, men da Violetta også beder ham, overgiver han sig og synger
en "brindisi", en sang om vinens glæder. Violetta svarer ham og hele
selskabet falder ind og synger fornøjelsenes pris. Netop som feststemningen
er på sit højeste høres der musik fra det tilstødende
rum og Violetta foreslår at de alle går ind og danser.
Netop som de
går mod døren bliver hun svimmel og må sætte sig,
men lover at slutte sig til selskabet om et øjeblik når hun
får det bedre. Hun ser sig i spejlet og bemærker hvor bleg
hun er. I det samme bliver hun opmærksom på Alfredo, som er
blevet tilbage hos hende. Han advarer hende om at hendes livsførelse
vil slå hende ihjel, og erklærer hende sin kærlighed.
Violetta svarer drillende, men er ikke desto mindre rørt og spørger
hvor længe han har elsket hende. "Et år" svarer han og beskriver
den kærlighed han har følt siden han første gang så
hende gå forbi. Hun svarer at alt hvad hun kan tilbyde ham er venskab,
for hun er ude af stand til at elske. Hun vil derfor råde ham til
at glemme hende. Imidlertid giver hun ham en blomst og siger at han må
komme tilbage når den er visnet. Dette tolker han som i morgen, og
går lykkelig sin vej.
De øvrige
gæster kommer nu tilbage, opstemte af dansen. Det er tid at tage
hjem og de tager afsked med Violetta. Hun bliver alene tilbage og opdager
til sin forbavselse at hun er påvirket af Alfredos kærlighedserklæring.
Hun tilstår sin længsel efter det, som Alfredo repræsenterer
- dette at elske og blive elsket. Snart afskriver hun dog sine tanker som
galskab og beslutter at fortsætte med sit liv som om intet var hændt.
Og dog...
2.Akt - scene 1:
- Et hus på landet,
nær Paris.
Violetta og
Alfredo har boet sammen i 3 måneder. Det er morgen. Alfredo fortæller
om hvor lykkelig han er sammen med Violetta.
Violettas tjenestepige,
Annina, kommer hjem. På spørgsmålet om hvor hun har
været, fortæller hun at hun netop har været i Paris
for at arrangere salget af Fruens ejendele. Der er brug for 1000 guldstykker
til at betale for det søde landliv. Alfredo bebrejder sig selv at
han ikke har skænket økonomien en tanke. Han styrter afsted
til Paris for at skaffe penge, fast besluttet på at gøre skaden
god igen.
Han er knap
nok forsvundet før Violetta kommer ind. Tjeneren giver hende et
brev. Det er fra Flora - en invitation til fest samme aften. Den har Violetta
bestemt ikke tænkt sig at gå til. Tjeneren melder nu en herre,
der ønsker at se hende. Violetta tror det er den sagfører
hun venter i forbindelse med salget af sin ejendom, og bliver meget overrasket
da det viser sig at gæsten er Giorgio Germont, Alfredos fader.
Violetta beder
ham høfligt sidde, men Giorgio lægger ud med at beskylde hende
for at udnytte hans søn og lede ham i fortabelse. Først da
Violetta viser ham papirerne på salget af sine ejendele, indser han
at de lever af hendes penge og ikke Alfredos.
Selvom han
nu har indset at hun elsker hans søn, beder han hende alligevel
om at ofre sig. Begge hans børns fremtid står på spil.
Alfredos søster står lige for at skulle giftes, men hvis Alfredo
ikke vil opgive sit syndige liv og komme hjem, er det højst usikkert
om pigens bryllup kan blive til noget.
Violetta misforstår
den gamle mand og lover at hun vil skilles fra Alfredo en tid. Dette er
imidlertid ikke nok for Germont. han forlanger at hun skal opgive Alfredo
for altid. Violetta, der hverken har rigtige venner eller familie og ved
at hendes liv trues af tuberkolose, bliver rædselsslagen.
Germont påpeger
at Alfredo sikkert alligevel vil blive træt af hende når hun
bliver gammel og grim, og da de jo ikke har fået himlens velsignelse
af deres ulyksalige forbindelse, vil hun alligevel ikke kunne holde på
ham til den tid.
Gradvis nedbrydes
Violettas modstand, og til sidst indvilliger hun i at ofre sig som han
forlanger. Blot beder hun om at han vil omfavne hende som en datter, og
at han vil love at fortælle Alfredo om hendes offer, når hun
er død. Hun kan ikke bære at Alfredo skal tænke ondt
om hende i al evighed.
Germont indvilliger.
Han er rørt over hendes ædelmodighed, og føler med
hende, men fraviger alligevel ikke sit forlangende. Violetta på sin
side vil ikke fortælle ham hvad hun har i sinde at gøre. Hendes
følelser er i oprør. Hun forlanger at han skal gå nu,
men komme tilbage senere og trøste Alfredo.
Da Violetta
er blevet alene skribler hun hurtigt en besked som hun beder
Annina poste. Annina ser
til sin forbavselse at den er adresseret til baron Douphol. Efter at have
sendt Annina væk uden at ville høre på hendes protester,
giver Violetta sig til at skrive til Alfredo. Hun er knap nok færdig
da han kommer hjem. Han undrer sig over hendes forvirring og prøver
at finde ud af hvad der er i vejen, men da han i forvejen er bekymret fordi
hans fader har meldt sin ankomst, forfølger han ikke sagen. I stedet
beder han hende blive, så de kan tage imod den gamle mand sammen.
Violetta, der
nu er temmelig langt ude, kaster sig i hans arme og trygler ham om at sige
at han elsker hende. Alfredo synes at hun opfører sig meget underligt,
men skynder sig at forsikre hende om sin evige kærlighed, hvorefter
Violetta går.
Alfredo spekulerer
over hvornår hans fader kommer, men forstyrres af tjeneren, der fortæller
at Violetta er taget afsted i en vogn. Alfredo er sikker på at hun
nok bare har haft noget hun skulle ordne og beroliger tjeneren. Nu kommer
der imidlertid en budbringer til døren med et brev til Alfredo.
Fuld af ængstelse åbner han det, og en enkelt linie er tilstrækkeligt
til at at fortælle ham at Violetta har forladt ham for at vende tilbage
til sit gamle liv.
Alfredo er
knust og vil styrte afsted efter hende, men netop i det øjeblik
kommer hans fader ind og omfavner ham. Germont maner sin søn til
fornuft og minder ham om hans hjem og kærlige familie, men Alfredo
hører ikke efter. Han har fået øje på Floras
brev, og gætter hvor Violetta må være. Han styrter ud,
mens han sværger hævn.
2.Akt - scene 2:
- i Floras hus
i Paris.
Der er allerede
kommet nogle gæster. Dr. Grenvil og Flora bliver forbavsede da marquis
d'Obigny fortæller at Violetta er gået fra Alfredo og vil komme
til festen ledsaget af baron Douphol.
Nogle kvindelige
gæster ankommer, forklædt som zigeuner- sandsigersker. De blander
sig med selskabet og tilbyder at læse i hænder. Deres forudsigelser
får Flora og marquisen til at skændes, men uenigheden glemmes,
da Gastone, sammen med nogle andre mænd, ankommer, forklædt
som tyrefægtere. De underholder selskabet med historien om Piquillo,
en matador fra Biscayen.
Efter sangen
går nogle af gæsterne til spillebordet for at spille kort.
Nu kommer Alfredo. Han bliver udspurgt om Violetta, men svarer koldt at
han intet kender til, hvor hun opholder sig, hvorefter han slutter sig
til kortspillerne.
Violetta kommer
ind sammen med baronen. Da han får øje på Alfredo, advarer
han hende om, ikke at tale med den unge mand. Violetta bliver i tvivl om
det nu også var klogt at komme til festen.
Alfredo vinder
adskillige spil og kommenterer højlydt at ulykkelig kærlighed
giver held i spil. Dette, sammen med nogle hentydninger til Violetta, gør
baronen vred. Han udfordrer Alfredo til et spil. Alfredos held holder og
baronen taber en anselig sum penge. Før den spændte
situation kan udvikle sig, bliver der imidlertid kaldt til bords. Baronen
lover at hævne sig senere, og han og Alfredo slutter sig til de øvrige
gæster.
Lidt efter
kommer Violetta alene ind. Hun er frygtelig nervøs for Alfredos
sikkerhed. Hun har sendt besked til ham om at slutte sig til hende. Da
han kommer beder hun ham forlade festen med det samme for ikke at tirre
baronen. Alfredo spørger hånligt om hun da er nervøs
for at miste sin elsker og beskytter, hvis han skulle komme til at dræbe
ham. Til sidst lover han dog at forlade festen, men kun hvis hun vil gå
med. Da hun siger at det er umuligt fordi hun har lovet at glemme ham,
forlanger han at få at vide om det er til baronen hun har lovet det.
Med stort besvær lykkes det hende at svare ja. Alfredo vil nu vide
om hun elsker baronen. Violetta resignerer og lader ham tro at det gør
hun.
Gal af raseri
kalder Alfredo gæsterne sammen, peger på Violetta og bekendtgør
at hun har ødslet alle sine penge væk på ham. Nu er
øjeblikket kommet, siger han, hvor han kan betale hende tilbage.
Han kaster de penge han har vundet for hendes fødder. Violetta synker
om i Floras arme, og de vrede gæster vender sig mod Alfredo.
Germont, der
leder efter sin søn, kommer ind. Han bebrejder ham hans umandige
opførsel. Alfredo, der har brugt alt sit raseri, overvældes
af anger. Baronen sværger at hævne sig, mens de øvrige
gæster forsikrer Violetta om deres medfølelse. Violetta forsøger
at trøste sig selv ved bevidstheden om, at Alfredo en dag vil få
at vide hvor højt hun elsker ham.
3.Akt:
- Violettas soveværelse
i en beskeden lejlighed.
Violetta er
ved at dø af tuberkolose. Den trofaste Annina passer hende. Doktor
Grenville kommer på sygebesøg og prøver at trøste
Violetta ved at fortælle hende at hun nok snart skal blive rask.
Over for Annina indrømmer han dog at hun kun har få timer
tilbage at leve i.
Doktoren går
og Annina fortæller Violetta at det er karnevalstid. Violetta sender
hende afsted for at uddele penge til de fattige. Da hun bliver alene tager
hun et brev frem, som hun kan udenad. Det er fra Germont og fortæller
om en duel mellem Alfredo og baron Douphol, i hvilken baronen er blevet
såret. Der står også at Alfredo, som lige nu befinder
sig udenlands, har fået besked om hendes store offer. De vil begge
komme for at bede hende om tilgivelse. Violetta begræder at det lader
til at være for sent. Hun spejler sig, og ser de forandringer som
sygdommen har påført hende. Hun siger farvel til de glade
drømme om fortiden og beder Gud tilgive en, der har fejlet.
Hun afbrydes
af karnevalslarm ude fra gaden, hvor folkemængden synger om den fede
karnevals-okse. Netop som støjen dør ud, kommer Annina hastende
ind for at forberede Violetta på at få besøg af Alfredo.
Straks efter kommer han selv styrtende ind i værelset, omfavner Violetta,
og beder om tilgivelse.
De elskende,
der i øjeblikket glemmer Violettas håbløse tilstand,
planlægger at forlade Paris og begynde et nyt liv. Violetta vil i
kirke og takke for at have fået Alfredo tilbage. Hun kalder på
Annina for at hun kan hjælpe hende med at klæde sig på,
men falder tilbage i puderne, udmattet af anstrengelse, før hun
når at få kjolen på.
Den rædselsslagne
Alfredo sender Annina efter lægen. Violetta siger til Alfredo, at
hvis ikke hans tilbagekomst kan helbrede hende, er der intet der kan. Hun
protesterer mod skæbnen, og den ulykkelige Alfredo blander sine tårer
med hendes. Annina kommer tilbage med lægen og Alfredos fader. Den
skyldbevidste Germont omfavner Violetta.
Violetta, der
er klar over at enden er nær, giver Alfredo et miniature - portræt
af sig selv. Det skal minde ham om den der elskede ham så højt.
Når han engang møder en ung pige og gifter sig med hende,
skal han give hende portrættet og fortælle hende, at det er
fra én i himlen, der beder for dem begge. Alle sørger. Alfredo
tigger Violetta om ikke at dø.
Pludselig erklærer
Violetta at hendes smerter er væk. Hun mærker kræfterne
komme tilbage... men netop som hun er allermest glad synker hun sammen
og er død.
Alfredo kaster sig hulkende
ned over sin døde elskede.