Verdis operaer

Stiffelio
Libretto: Francesco Maria Piave

-efter skuespillet, Le pasteur, ou l'Evangile et le foyer, af Emile Souvestre
og Eugène Bourgois.

Grunden til at denne vidunderlige opera aldrig har opnået nogen særlig popularitet, skal sikkert findes i emnet - det var simpelthen for hård en nyser for censur og moral i et katolsk land for 150 år siden. Derfor skal vi helt op i vor tid, før operaen blev opført i sin sande form.
 
 

Uropført d. 16/11 1850 på Teatro Grande i Trieste
- ucensureret: 26/12 1968 på Teatro Regio i Parma

Stiffelio foregår i Tyskland i starten af attenhundredetallet, inden for rammerne af en strengt protestantisk sekt.

Personerne er:
 

Stiffelio en Ahasveriansk præst tenor
Grev Stankar pensioneret oberst, Ahasveraner baryton
Lina Stiffelios kone, datter af Stankar sopran
Jorg en gammel præst, Stiffelios åndelige vejleder bas
Raffaele di Leuthold en ung adelsmand tenor
Dorotea Linas kusine mezzo
Federico Linas fætter tenor

Grev Stankars svigersøn, Stiffelio, er leder af den protestantiske sekt, Ahasveranerne. Sekten er først for nylig blevet anerkendt, tidligere forfulgtes dens medlemmer nådesløst.

1.Akt - scene 1:
På grev Stankars borg, ved floden Salzbach, nær Salzburg.
   Stiffelio har været uden på en missionsrejse, men ventes nu hjem. Familie og venner er forsamlede og glæder sig til hjemkomsten. Præsten Jorg, som er Stiffelios nære ven og trosfælle, udbreder sig om Stiffelios stærke tro, men giver samtidig udtryk for sin frygt for at denne tro måske vil svækkes på grund af Stiffelios kærlighed til sin kone, Lina.
   Nu ankommer Stiffelio til alles store glæde. Linas kusine, Dorotea, fortæller om en fisker, der flere gange har spurgt efter ham. Stiffelio har imidlertid allerede talt med fiskeren. Denne fortalte ham om en mærkværdig hændelse, som han var vidne til en nat hvor han var ude at sejle. Han så en ung mand forlade en kvindes værelse ved at hoppe i floden. Den unge mand tabte en mappe med papirer som fiskeren imidlertid fiskede op.
   Denne mappe har han nu overdraget til Stiffelio. Stiffelio trækker papirerne frem. Alle er meget nysgerrige efter at se dem, undtagen Lina og Raffaele, som er hendes hemmelige elsker - de bliver begge meget opskræmte. Stiffelio brænder imidlertid papirerne idet han, som han siger, ikke har nogen interesse i at afsløre en pinlig affære. Alle priser hans storsindethed, Lina og Raffaele ånder lettet op, og Stankars mistanke er blevet vakt.
   Da Lina og Stiffelio bliver alene fortæller han hende hvor meget han har savnet hende. Hun mener at det må have været nemmere for ham, der jo trods alt var på rejse og så spændende nye steder. Men han fortæller at det var meget hårdt for ham at opleve al den synd og utroskab der er i verden. Han lægger mærke til at der tilsyneladende er et eller andet der plager Lina og tror i begyndelsen, at det er omtalen af synd som hun ikke kan tåle. Han skynder sig at forsikre hende om, hvor lykkelig han er over at være hjemme, hvor Lina jo er beviset på at ikke alle kvinder er falske og utro. Hun prøver at fiske, og siger at han, der er så storsindet, da sikkert nok ville kunne tilgive et lille fejltrin. Dette nægter han imidlertid. Det er kun folk, der aldrig har haft noget at tilgive, som mener at dette er let. Det bliver mere og mere tydeligt at der er noget der trykker Lina. Stiffelio opfordrer hende til at betro sig til sin ægtemand, men det vil hun ikke, og helt galt bliver det, da han opdager at hun ikke bærer hans ring. Han bliver meget ophidset, men der kommer ingen afklaring, for i det samme kommer Stankar og henter ham ind til gæsterne.
  Lina er nu alene. Hun lider allerhelvedes kvaler. Hun beder til Gud, og ender med at beslutte sig til at skrive et brev til Stiffelio, hvori hun tilstår sin utroskab. Mens hun er i gang med at skrive kommer Stankar listende ind. Han læser hvad hun har skrevet, og forlanger at hun skal rive det i stykker. Han forbyder hende nogensinde at fortælle Stiffelio om sin synd. Det vil dræbe ham, siger han - og gå hårdt ud over Stankars familieære (hvilket næsten er værre). Først vil hun ikke love at tie, hun kan ikke holde ud at bære rundt på sin skyld, men til sidst lover hun det, for Stiffelios skyld.
   Raffaele vil for enhver pris have et stævnemøde med Lina, men hun vil ikke tale med ham. Derfor putter han et brev til hende ind i et aflåst eksemplar af Klopstocks Messias, som ligger på bordet. Han ved at Lina har den anden nøgle. I det samme kommer Linas fætter Fedrico ind og beder Raffaele om bogen. Præsten Jorg ser til på afstand, og da det er Federico der går med bogen, tror han at det også er ham der har puttet brevet ind i den.

1.Akt - scene 2:
   Det er nu blevet aften og der er fest til ære for Stiffelio. Jorg fortæller Stiffelio om episoden med Klopstock og antyder at Federico måske er forfører. Da Federico derfor spørger Stiffelio hvad han vil prædike om næste dag, får han det skarpe svar, at prædikenen vil undsige alle, der forråder den gæstfrihed de har modtaget. Stiffelio tager Klopstock fra Federico, og da han ser at den er låst, beordrer han Lina til at låse den op. Hun vil ikke, så han bryder låsen op. Et brev falder ud, men Stankar skynder sig at snuppe det og rive det i stykker. Stiffelio raser imod ham, Lina beder ham mindeligt respektere faderens fremskredne alder, og midt i tumulten udfordrer Stankar Raffaele til en duel.

2.Akt:
På borgens gamle kirkegård, senere samme aften.
Lina har søgt tilflugt ved sin moders grav, hvor hun beder om trøst. Raffaele opsøger hende dér. Hun forsøger at afvise ham, men han er ikke sådan at slippe af med. Da hun beder ham rejse bort, hævder han at han tværtimod vil blive hos hende og forsvare hende mod alle farer. Denne indstilling fastholder han selvom hun tigger ham om at rejse, og fortæller at hendes liv er slut hvis han forbliver. Hun beder ham levere ringen og hendes breve tilbage, men det overhører han fuldstændig. Hun forsøger at advare ham om at hendes fader kan ske at komme, men det er han heller ikke bange for.
   Pludselig kommer Stankar rent faktisk. Han udfordrer endnu engang Raffaele til duel, men denne afslår, med henvisning til den store aldersforskel. Stankar provokerer ham og kalder ham fej, men Raffaele mener ikke man kan kaldes fej fordi man tager hensyn til en gammel mand. Først da Stankar kalder ham et hittebarn, lader Raffaele sig provokere til at modtage udfordringen. De giver sig til at slås, men afbrydes af Stiffelio, der bebrejder dem at de forstyrrer kirkegårdens fred ved at slås lige ovenpå de døde. De beslutter så at gå et andet sted hen, men Stiffelio vil slet ikke have at de slås. Han forlanger at de skal slutte fred. Stankar nægter på det bestemteste og Stiffelio siger til Raffaele, at det kun er rimeligt at han som den yngste skal tage initiativet. Da Stiffelio trykker Raffaeles hånd bliver det imidlertid for meget for Stankar - han lader sin indignation få luft, og fortæller dermed Stiffelio om Raffaeles forseelse.
   Stiffelio bliver chokeret. Han beder Lisa forsvare sig, men da hun ikke siger noget, er han klar over at det er rigtigt nok: Lina har bedraget ham med Raffaele. Han bliver nu fuldstændig vild af raseri og vil henrette Raffaele på stedet. Han kalder de døde til vidne om sin ret til hævn, og udfordrer Raffaele til duel. Raffaele tør ikke slås med Stiffelio, så han benytter lejligheden - da Jorg kommer for at tale fornuft med Stiffelio - til at stikke af.
   Stiffelio indser det rigtige i Jorgs argument om at blodig hævn passer dårligt sammen med præstekaldet, men konflikten i hans indre bliver for meget for ham, og han falder besvimet om under det hellige kors.

3.Akt - scene 1:
Inde på borgen.
   Stankar har hørt at Raffaele er flygtet, og at han har efterladt et brev til Lina, hvori han opfordrer hende til at slutte sig til ham. Raffaeles flugt har spoleret Stankars chancer for at hævne den plet, der er kommet på hans ære. Stankar vil hellere dø, end leve videre med denne uhævnede skamplet, og efter at have sagt verden farvel, er han på nippet til at skyde sig, da Jorg kommer ind med nyheden om, at Raffaele om lidt vil indfinde sig på slottet, hidkaldt af Stiffelio. Stankar vender straks tilbage fra dødens tærskel - udsigten til at kunne hævne sig på datterens forfører hensætter ham i en tilstand af jublende lykke, og han styrter ud for at finde våben frem.   Stiffelio kommer nu ind, og kort efter vises Raffaele ind til ham. Stiffelio spørger ham, hvad han ville gøre hvis Lina var fri til at gifte sig med ham. Raffaele finder at spørgsmålet er absurd. Stiffelio beder ham vente i det tilstødende rum og overhøre den samtale Stiffelio nu skal have med Lina, som han derefter sender bud efter.
   Lina kommer. Han minder hende om at han, da de blev gift, ikke turde benytte sit rigtige navn, men derimod gik under et alias - Rodolfo Müller - og at deres giftermål derfor ikke er bindende. Han giver hende skilsmisse- papirerne som hun skal underskrive. Først nægter hun grædende, men da han viser sig ubøjelig og håner hende med at hun åbenbart tror at han lader sig blødgøre af hendes krokodilletårer, chokerer hun ham alligevel, ved uden videre at skrive under. Så snart hun har underskrevet dokumentet forlanger hun imidlertid at få lov til at skrifte for sin præst - Stiffelio. Hun bekender sin synd, men hævder at i hjertet var hun altid tro mod sin mand. Hun hævder at hun aldrig kan elske en anden og at hendes liv er slut, hvis han forlader hende. Stiffelio er forbavset, og begynder igen at overveje om ikke det i virkeligheden er forføreren der bør straffes, og om han ikke alligevel har ret til at tage uslingens liv.
   Hans overvejelser afbrydes imidlertid brat, da Stankar kommer ind med et bloddryppende sværd, og triumferende meddeler at hans ære nu er reddet, Raffaele er død. Stiffelio er rædselsslagen over ugerningen, og lader Jorg føre sig bort fra det onde hus.

3.Akt - scene 2:
I den nærliggende kirke, næste dag.
Menigheden synger en angerfuld salme. Blandt de tilstedeværende er Stankar - der tilføjer sin egen personlige bøn om tilgivelse for sin retfærdige hævn, og Lina - hvis ansigt er dækket af et slør.
   Stiffelio træder op på prædikestolen sammen med Jorg. Han aner ikke hvad han skal sige, da han stadig er i chok over nattens begivenheder. Jorg råder ham til at finde inspiration i Bibelen. Stiffelio slår op på en tilfældig side, der viser sig at være historien om kvinden der blev grebet i utroskab. Han læser historien højt for menigheden, og tilkendegiver på denne måde at Lina er tilgivet. Gud har villet det således.

Historien er genfortalt på dansk af
Anne-Catrine
INDEX