Verdis operaer

Simon Boccanegra
Libretto: Francesco Maria Piave

- efter skuespillet, Simon Boccanegra, af Antonio García  Gutiérrez.
Revideret af Arrigo Boito
 
 

Uropført d.12/3 1857 på Teatro La Fenice i Venedig
Revideret version d.24/3 1881 på La Scala i Milano

Handlingen foregår i Genoa i 1339 og 1363.

Personerne er:
 
 

Simon Boccanegra 1339: Corsar i Genoesisk tjeneste
1363: Genoas doge
baryton
Jacopo Fiesco 1339: Genoesisk adelsmand
1363: kendt som Andrea
bas
Paolo Albiani 1339: Guldsmed
1363: Hofmand, dogens favorit
baryton
Pietro 1339: Genoesisk borger
1363: Hofmand
baryton
Maria Boccanegra 1363: Simons datter, vokset op under navnet Amelia Grimaldi sopran
Gabriele Adorno 1363: Genoesisk adelsmand tenor
 - 1363: Amelias pige mezzo
 - 1363: kaptajn for byens bueskytter tenor

1339

Prolog:
Et torv i Genoa. På den ene side ligger San Lorenzo kirken, på den anden, Fiesco-paladset. Det er nat.
   Lederen af plebejernes parti, Paolo Albiani, diskuterer det snarlige doge-valg med Pietro, der også selv er aktiv politiker.
   Pietro foreslår Lorenzino som et passende emne, men Paolo mener at han er i lommen på Fiesco-familien og vil langt hellere have Simon Boccanegra valgt så patriciernes monopol på dogeværdigheden kan blive brudt. Simon skulle have gode chancer hos folket efter at have renset kysterne for afrikanske pirater.
   Pietro lover at skaffe folkets opbakning til gengæld for "guld, magt og ære". Ved daggry vil folket samles og enstemmigt vælge Boccanegra. Han går.
   Nu kommer Simon Boccanegra. Paolo har sendt bud efter ham, for at overtale ham til at blive doge. Først er han ikke særlig interesseret, men Paolo lokker ham med muligheden for at blive gift med sin elskede Maria, datter af Jacopo Fiesco, en hovmodig adelsmand. Simon har haft en affære med hende og hun har født ham et barn, hvilket har fået hendes fader til at spærre hende inde. Simon går med til at lade sig opstille.
   Nu går også Paolo ud for at agitere blandt folket, og Simon bliver alene tilbage.
   Jacopo Fiesco kommer ud af sit palads. Hans datter, Maria, er netop død, og han nedkalder en forbandelse over Simon Boccanegra, som forførte hende. Simon kommer frem fra skyggerne og møder Fiesco. Han beder den ældre mand tilgive sig, men Fiesco, der holder ham ansvarlig for datterens død, sværger at der ikke vil blive fred imellem dem før en af dem dør. Simon tilbyder at lade sig dræbe nu med det samme, men det vil Fiesco ikke. Han tilbyder derimod at tilgive Simon, hvis han vil overlade ham Marias datter. Simon må tilstå at det kan ikke lade sig gøre. Han havde betroet barnet til en gammel kvinde, men en dag da han kom for at besøge dem fandt han kvinden død. Barnet var ingen steder at finde selvom han søgte overalt efter hende. Fiesco gentager at så er fred imellem dem umulig, og går sin vej.
   Simon beslutter at bryde ind i paladset for at se Maria. Til sin overraskelse finder han døren åben. Han går ind. Fiesco træder ud af skyggerne for at nyde begyndelsen af sin hævn. "Gå du ind og omfavn et lig." udbryder han. Fra paladset høres et skrig, da Simon opdager sin døde kæreste. Sønderknust vakler han ud på torvet netop som man i det fjerne hører folket hylde ham som doge.
   Folkemængden kommer ind anført af Pietro og Paolo, der meddeler Simon at han er blevet valgt. Simon er dog alt for chokeret til at opfatte hyldesten.

1363

1.Akt - scene 1:
Haven ved Grimaldi-paladset udenfor Genoa.
   Det er tidlig morgen. Amelia Grimaldi venter på sin elskede, Gabriele Adorno. Gabriele er en ung adelsmand der konspirerer mod dogen, blandt andet sammen med Amelias værge, Andrea.
   Gabriele kommer, og Amelia, der frygter for hans liv, forsøger at overtale ham til at forlade sammensværgelsen. Før han kan nå at svare kommer Pietro ind og meddeler at dogen, der har været på jagt i Savona, ønsker at besøge Amelia. Hun er overbevist om at dogen vil tvinge hende til at gifte sig med sin favorit, Paolo Albiani og beder derfor Gabriele om at skynde sig at gifte sig med hende.
   Netop i dette øjeblik kommer Andrea (der i virkeligheden er Jacopo Fiesco) ind. Gabriele skynder sig at anholde om Amelias hånd. Andrea fortæller ham nu, at Amelia slet ikke er medlem af den fornemme Grimaldi-familie. Den rigtige Amelia Grimaldi døde for mange år siden. For at redde familieformuen som dogen var ude efter, lod man et hittebarn tage hendes plads. Gabriele erklærer at han elsker Amelia uanset hvem hun er, og Andrea giver sit samtykke til brylluppet.
   Nu forkynder trompetfanfarer dogens ankomst så de to mænd skynder sig væk. Amelia træder frem for at møde dogen. Boccanegra sender sit følge væk og formilder Amelia ved at vise hende et dokument der benåder hendes landflygtige Grimaldi-brødre. Han spørger hende om hun er forelsket. Hun svarer at det er hun, og at hun afskyer Paolos tilnærmelser. Hun mener at han bare er ude efter Grimaldi-formuen. Hun betror dogen at hun slet ikke er nogen Grimaldi, og fortæller om sin barndom hos en gammel kvinde i en hytte på stranden nær Pisa. Før kvinden døde gav hun Amelia en medaljon med et billede af hendes rigtige moder.
   Boccanegra, der begynder at få mistanke om, hvem Amelia er, spørger hende ud, og hun fortæller om en sømand, der sommetider besøgte dem. Da det ydermere kommer frem at den gamle kvindes navn var Giovanna, tager Boccanegra også en medaljon frem. De sammenligner og medaljonerne viser sig at være ens. Maria! råber dogen, og fortæller hende at hun er hans datter. Nu følger en tårevædet genforening, hvorefter Amelia går ind.
   Da Paolo kommer for at spørge til sit frieri, beordrer dogen ham til at glemme alt om Amelia, hvorefter han går sin vej.
   Paolo, der er rasende over denne behandling fra den mand som han selv har hjulpet til magten, søger straks Pietros hjælp til at bortføre Amelia. De aftaler at kidnappe hende på stranden om aftenen og anbringe hende hos Lorenzino, der gerne vil hjælpe fordi han stadig er sur over at han ikke blev doge.

1.Akt - scene 2:
Rådssalen i Genoa
   Dogen sidder på sin trone. På sin ene side har han 12 rådmænd fra patriciernes parti og på sin anden side har han 12 rådmænd fra plebejernes parti, heriblandt Paolo og Pietro.
   Dogen modtager fredsforsikringer og gaver fra tartarernes kejser. De tartariske udsendinge bukker og går, og dogen taler til rådet om en anden sag. Han har modtaget et brev fra den venetianske digter Petrarch, der beder Genoa undlade at angribe Venedig. Paolo råber straks at han skulle hode sig til at skrive digte, og rådmændene er enige om at man bør føre krig mod Venedig. Boccanegra prøver at overbevise dem om at både Genoa og Venedig er dele af det samme fædreland, Italien, men rådmændene hævder at Genoa er deres fædreland.
   Diskussionen afbrydes af lyden af optøjer udenfor. Fra vinduet ser dogen Gabriele Adorno kæmpe mod en ophidset folkemængde. Pietro, der får mistanke om at bortførelsen er mislykkedes, foreslår diskret Paolo at de skal se at komme væk, men dogen kommer dem i forkøbet ved at beordre dørene lukket.
   Folkemængden råber "Død over patricierne!" og "Død over dogen!". Boccanegra sender en herold ned for at sige til folket at han ikke frygter deres trusler, men gerne vil høre deres klage. Mængden råber "Længe leve dogen!" Boccanegra bemærker sarkastisk at det var så folkets røst.
   Folkemængden kommer nu brasende ind i rådssalen med Gabriele og Andrea. Gabriele bekendtgør at han har dræbt Lorenzino fordi han havde bortført Amelia. Før sin død indrømmede Lorenzino at han handlede på ordrer fra en magtfuld person. Dogen spørger om navnet, men Gabriele svarer ham at han kan være ganske rolig, Lorenzino døde før han fik afsløret det. Hermed antyder han at den magtfulde person er Boccanegra selv. Han truer dogen med sit sværd, men Amelia kommer pludselig til syne og lægger sig imellem. Hun beder Boccanegra tilgive Gabriele og fortæller hvordan hun blev bortført til Lorenzinos hus. Hun siger at hun ved hvem der stod bag, og skal netop til at afsløre Paolo, da rådmændene begynder at skændes om, hvorvidt det var en patricier eller en plebejer. Det er ved at komme til håndgemæng før dogen får kaldt folk til orden. Gabriele overgiver sig til dogen og føres bort sammen med Andrea. Han får dog lov til at beholde sit sværd.
   Dogen vender sig mod Paolo. Han lader som om han ikke ved hvem bortføreren er og beordrer Paolo til, sammen med de øvrige, at forbande ugerningsmanden. Paolo er nødt til at adlyde. Han gentager dogens forbandelse og styrter derefter ud af rådssalen i panik.

2.Akt:
Dogens private værelser i dogepaladset.
   Paolo, der er fast besluttet på at hævne sig på Boccanegra hælder gift i en kande vand der står på bordet.
   For at være helt sikker sender han bud efter Andrea og Gabriele. De bliver hentet i fængslet, og han tilbyder Andrea lejlighed til at dræbe dogen mens han sover, og dermed undgå repressalier. Andrea afslår selvfølgelig at foretage sig noget så æreløst, og bliver sendt tilbage til sin celle.
   Overfor Gabriele bruger Paolo en anden taktik. Han fortæller at Amelia er dogens elskerinde, hvorefter han går og lader Gabriele alene tilbage med sit raseri. Da Amelia lidt senere kommer ind, beskylder han hende for utroskab og lavsindethed. Hun kan ikke fortælle ham sandheden, så hun nøjes med at hævde at hun elsker Boccanegra, men er tro mod Gabriele.
De hører dogen komme og Gabriele gemmer sig mens han sværger at dræbe ham.
   Amelia tilstår over for sin fader at hun elsker Gabriele. Dette chokerer Boccanegra, som netop har opdaget Gabrieles navn på en liste over konspiratorer. Amelia overbeviser ham om sin kærligheds styrke og Boccanegra går med til at prøve at finde en udvej for at benåde Gabriele. Han beder hende gå fordi han har noget arbejde at lave. Hun er bange for at Gabriele skal komme tilbage og slå ham ihjel, men hun går alligevel fordi dogen insisterer.
   Boccanegra sidder alene ved sit skrivebord. Han drikker lidt vand og kommenterer at efterhånden smager selv kildevandet bittert, hvorefter han overmandes af søvn.
   Gabriele kommer frem og skal netop til at dolke ham, da Amelia kommer tilbage. Dogen vågner og beskylder Gabriele for at stjæle hans eneste skat fra ham, nemlig hans datter. Gabriele, der er lamslået over denne afsløring beder Amelia tilgive sig. Han er for flov over sin opførsel til at bede om dogens tilgivelse. Han mener at han med rette fortjener døden. Dogen beslutter sig dog alligevel til at benåde ham.
   Nu høres der larm udefra. Det er begyndelsen til patriciernes oprør. Boccanegra siger til Gabriele at han skal gå ud til sine venner, men Gabriele vil ikke længere kæmpe mod dogen. Han vil derimod gerne gå derud og tilbyde fred på dogens vegne. Til gengæld giver Boccanegra sit samtykke til brylluppet.

3.Akt:
Et andet sted i paladset.
   Plebejerne har slået patricierne. Der råbes "Dogen længe leve!" rundt omkring i gaderne. Fiesco bliver løsladt fra fængslet og får sit sværd tilbage.
   Paolo føres forbi, på vej til sin henrettelse. Han har kæmpet på oprørernes side. Han fortæller Fiesco at selvom Simon har dømt ham til døden, har han allerede henrettet Simon med gift. Der høres klokkeklang fra Gabrieles og Amelias bryllup. Lyden piner Paolo, der tilstår overfor Fiesco at det var ham der stod bag bortførelsen. Han føres ud, og Fiesco gemmer sig da han hører dogen nærme sig.
   En herold bekendtgør fra balkonen at byens lys skal slukkes til ære for dem der er faldet i kampen. Nu kommer Simon ind. Han går usikkert på grund af giften. Han ser ud på havet og mindes sine dage som sømand.
   Da Fiesco træder frem kan han først ikke genkende ham, men bliver så meget glad for at se ham. Nu kan han endelig give ham det barnebarn som han bad om for så mange år siden.
   Han fortæller Fiesco hvem Amelia er og forlanger at blive tilgivet. Fiesco tilgiver ham og advarer ham om at han er ved at dø af gift.
   Amelia og Gabriele kommer ind og Simon fortæller Amelia at den mand hun har kendt som Andrea, hendes værge, i virkeligheden er hendes morfader. Han velsigner de nygifte og udnævner Gabriele til sin efterfølger, hvorefter han dør mens de sidste lys i byen slukkes.

Historien er genfortalt på dansk af
Anne-Catrine
INDEX