Simon
Boccanegra
Libretto: Francesco Maria
Piave
- efter skuespillet, Simon Boccanegra,
af
Antonio García Gutiérrez.
Revideret af Arrigo
Boito
|
|
Handlingen foregår i Genoa i 1339 og 1363.
Personerne er:
Simon Boccanegra | 1339:
Corsar i Genoesisk tjeneste
1363: Genoas doge |
baryton |
Jacopo Fiesco | 1339:
Genoesisk adelsmand
1363: kendt som Andrea |
bas |
Paolo Albiani | 1339:
Guldsmed
1363: Hofmand, dogens favorit |
baryton |
Pietro | 1339:
Genoesisk borger
1363: Hofmand |
baryton |
Maria Boccanegra | 1363: Simons datter, vokset op under navnet Amelia Grimaldi | sopran |
Gabriele Adorno | 1363: Genoesisk adelsmand | tenor |
- | 1363: Amelias pige | mezzo |
- | 1363: kaptajn for byens bueskytter | tenor |
1339
1363
1.Akt - scene 2:
Rådssalen i Genoa
Dogen sidder
på sin trone. På sin ene side har han 12 rådmænd
fra patriciernes parti og på sin anden side har han 12 rådmænd
fra plebejernes parti, heriblandt Paolo og Pietro.
Dogen modtager
fredsforsikringer og gaver fra tartarernes kejser. De tartariske udsendinge
bukker og går, og dogen taler til rådet om en anden sag. Han
har modtaget et brev fra den venetianske digter Petrarch, der beder Genoa
undlade at angribe Venedig. Paolo råber straks at han skulle hode
sig til at skrive digte, og rådmændene er enige om at man bør
føre krig mod Venedig. Boccanegra prøver at overbevise dem
om at både Genoa og Venedig er dele af det samme fædreland,
Italien, men rådmændene hævder at Genoa er deres fædreland.
Diskussionen
afbrydes af lyden af optøjer udenfor. Fra vinduet ser dogen Gabriele
Adorno kæmpe mod en ophidset folkemængde. Pietro, der får
mistanke om at bortførelsen er mislykkedes, foreslår diskret
Paolo at de skal se at komme væk, men dogen kommer dem i forkøbet
ved at beordre dørene lukket.
Folkemængden
råber "Død over patricierne!" og "Død over dogen!".
Boccanegra sender en herold ned for at sige til folket at han ikke frygter
deres trusler, men gerne vil høre deres klage. Mængden råber
"Længe leve dogen!" Boccanegra bemærker sarkastisk at det var
så folkets røst.
Folkemængden
kommer nu brasende ind i rådssalen med Gabriele og Andrea. Gabriele
bekendtgør at han har dræbt Lorenzino fordi han havde bortført
Amelia. Før sin død indrømmede Lorenzino at han handlede
på ordrer fra en magtfuld person. Dogen spørger om navnet,
men Gabriele svarer ham at han kan være ganske rolig, Lorenzino døde
før han fik afsløret det. Hermed antyder han at den magtfulde
person er Boccanegra selv. Han truer dogen med sit sværd, men Amelia
kommer pludselig til syne og lægger sig imellem. Hun beder Boccanegra
tilgive Gabriele og fortæller hvordan hun blev bortført til
Lorenzinos hus. Hun siger at hun ved hvem der stod bag, og skal netop til
at afsløre Paolo, da rådmændene begynder at skændes
om, hvorvidt det var en patricier eller en plebejer. Det er ved at komme
til håndgemæng før dogen får kaldt folk til orden.
Gabriele overgiver sig til dogen og føres bort sammen med Andrea.
Han får dog lov til at beholde sit sværd.
Dogen vender
sig mod Paolo. Han lader som om han ikke ved hvem bortføreren er
og beordrer Paolo til, sammen med de øvrige, at forbande ugerningsmanden.
Paolo er nødt til at adlyde. Han gentager dogens forbandelse og
styrter derefter ud af rådssalen i panik.
2.Akt:
Dogens private værelser
i dogepaladset.
Paolo, der
er fast besluttet på at hævne sig på Boccanegra hælder
gift i en kande vand der står på bordet.
For at være
helt sikker sender han bud efter Andrea og Gabriele. De bliver hentet i
fængslet, og han tilbyder Andrea lejlighed til at dræbe dogen
mens han sover, og dermed undgå repressalier. Andrea afslår
selvfølgelig at foretage sig noget så æreløst,
og bliver sendt tilbage til sin celle.
Overfor Gabriele
bruger Paolo en anden taktik. Han fortæller at Amelia er dogens elskerinde,
hvorefter han går og lader Gabriele alene tilbage med sit raseri.
Da Amelia lidt senere kommer ind, beskylder han hende for utroskab og lavsindethed.
Hun kan ikke fortælle ham sandheden, så hun nøjes med
at hævde at hun elsker Boccanegra, men er tro mod Gabriele.
De hører dogen komme
og Gabriele gemmer sig mens han sværger at dræbe ham.
Amelia tilstår
over for sin fader at hun elsker Gabriele. Dette chokerer Boccanegra, som
netop har opdaget Gabrieles navn på en liste over konspiratorer.
Amelia overbeviser ham om sin kærligheds styrke og Boccanegra går
med til at prøve at finde en udvej for at benåde Gabriele.
Han beder hende gå fordi han har noget arbejde at lave. Hun er bange
for at Gabriele skal komme tilbage og slå ham ihjel, men hun går
alligevel fordi dogen insisterer.
Boccanegra
sidder alene ved sit skrivebord. Han drikker lidt vand og kommenterer at
efterhånden smager selv kildevandet bittert, hvorefter han overmandes
af søvn.
Gabriele kommer
frem og skal netop til at dolke ham, da Amelia kommer tilbage. Dogen vågner
og beskylder Gabriele for at stjæle hans eneste skat fra ham, nemlig
hans datter. Gabriele, der er lamslået over denne afsløring
beder Amelia tilgive sig. Han er for flov over sin opførsel til
at bede om dogens tilgivelse. Han mener at han med rette fortjener døden.
Dogen beslutter sig dog alligevel til at benåde ham.
Nu høres
der larm udefra. Det er begyndelsen til patriciernes oprør. Boccanegra
siger til Gabriele at han skal gå ud til sine venner, men Gabriele
vil ikke længere kæmpe mod dogen. Han vil derimod gerne gå
derud og tilbyde fred på dogens vegne. Til gengæld giver Boccanegra
sit samtykke til brylluppet.
3.Akt:
Et andet sted i paladset.
Plebejerne
har slået patricierne. Der råbes "Dogen længe leve!"
rundt omkring i gaderne. Fiesco bliver løsladt fra fængslet
og får sit sværd tilbage.
Paolo føres
forbi, på vej til sin henrettelse. Han har kæmpet på
oprørernes side. Han fortæller Fiesco at selvom Simon har
dømt ham til døden, har han allerede henrettet Simon med
gift. Der høres klokkeklang fra Gabrieles og Amelias bryllup. Lyden
piner Paolo, der tilstår overfor Fiesco at det var ham der stod bag
bortførelsen. Han føres ud, og Fiesco gemmer sig da han hører
dogen nærme sig.
En herold bekendtgør
fra balkonen at byens lys skal slukkes til ære for dem der er faldet
i kampen. Nu kommer Simon ind. Han går usikkert på grund af
giften. Han ser ud på havet og mindes sine dage som sømand.
Da Fiesco træder
frem kan han først ikke genkende ham, men bliver så meget
glad for at se ham. Nu kan han endelig give ham det barnebarn som han bad
om for så mange år siden.
Han fortæller
Fiesco hvem Amelia er og forlanger at blive tilgivet. Fiesco tilgiver ham
og advarer ham om at han er ved at dø af gift.
Amelia og Gabriele
kommer ind og Simon fortæller Amelia at den mand hun har kendt som
Andrea, hendes værge, i virkeligheden er hendes morfader. Han velsigner
de nygifte og udnævner Gabriele til sin efterfølger, hvorefter
han dør mens de sidste lys i byen slukkes.