Verdis operaer

La forza del destino
Skæbnens magt
Libretto: Francesco Maria Piave

- efter skuespillet Don Alvaro, o La fuerza del sino af Angel Saavedra, hertug af Rivas - og en scene fra Schillers Wallensteins Lager.
Revideret af Antonio Ghislanzoni
 

Personerne er:
 

La forza del destino findes altså i to udgaver. Den oprindelige og den reviderede som er den mest almindelige nu om dage. De to versioner ligner hinanden meget, men slutter forskelligt.

1.Akt:
Hos markis'en af Calatrava.
   Don Alvaro, der er peruvianer af indiansk afstamning, elsker donna Leonora di Vargas. Hun har sagt ja til at gifte sig med ham, men hendes fader, markis'en af Calatrava, foragter Alvaro, som han betragter som en halvblods bastard. Han har beordret Leonora til aldrig mere at se ham.
   De elskende beslutter at stikke af sammen, men Leonora har ondt ved at forlade sit fædrenehjem og tøver for længe. Flugten bliver opdaget af markis'en. Han bliver frygteligt vred på Leonora, og beordrer Alvaro arresteret. Alvaro påtager sig hele skylden og vil overgive sig til markis'ens vrede. Han kaster sin pistol fra sig, men idet den rammer gulvet går den af og sårer markis'en dødeligt. Han dør mens han forbander sin datter.
   Alvaro og Leonora flygter.

2.Akt - scene 1:
En kro i Hornachuelos
   En blandet forsamling myldrer rundt i kroens stueetage. Bissekræmmeren Trabuco ankommer sammen med en skægløs yngling. Sigøjnersken Preziosilla fortæller om krigen i Italien (den østrigske arvefølgekrig, 1740-48) og hverver folk til de spanske hjælpetropper.
   Leonoras broder, Don Carlo, sidder for sig selv, forklædt som student. Han leder efter sin søster og hendes elsker, fast besluttet på at hævne sin faders død.
   Den skægløse yngling viser sig at være Leonora , klædt i mandstøj. Hun er flygtet fra Sevilla til denne bjergkro. Hun er alene og fortvivlet og har tabt ethvert spor af Alvaro efter den forfærdelige nat, hvor de kom bort fra hinanden under flugten.
   Hendes uro stiger da hun genkender sin broder. Han har mistanke til den kvindagtige unge mand, og forsøger at få Trabuco til at fortælle mere om sin mystiske passager. Bissekræmmeren er dog ikke særlig samarbejdsvillig.
   En flok pilgrimme kommer forbi, og folkene på kroen beder sammen med dem. Leonora beder så henført, at hun er lige ved at lade sig afsløre. Men Carlo lader sig distrahere af Preziosilla og får ikke bekræftet sin mistanke. I stedet fortæller han højlydt hele historien, idet han dog lader som om den angår en af hans venner. Af historien fremgår det, at Alvaro er stukket af til Amerika og at Leonora ikke skal vente nogen nåde.

2.Akt - scene 2:
Klosteret ved Hornachuelos.
   Leonora er kommet til klosterets dør. Hun knæler i måneskinnet og beder jomfru Maria om beskyttelse, hvorefter hun ringer på porten.
   Broder Melitone dukker op, og på Leonoras indtrængende bønner henter han abbeden, Fader Guardiano. Leonora tilstår alt og beder om tilladelse til at bo som eneboer i en af de nærliggende huler. Guardiano mener det var bedre om hun gik i kloster, men Leonora står fast, og til sidst giver Guardiano efter, rørt af hendes oprigtighed.

2.Akt - scene 3:
   Klosterets døre åbnes og afslører et klart oplyst alter. Munkene beder for Leonora og nedkalder en forbandelse over alle der måtte forstyrre eneboeren, eller forsøge at lære "hans" identitet at kende.
   Så beder Guardiano Leonora, der allerede er klædt som munk, gå til sit hjem i bjergene, hvor hun vil være under klosterets beskyttelse. Hun knæler taknemmeligt ved madonnas helligdom og beder sammen med munkene.

3.Akt - scene 1:
En skov nær Velletri i Italien.
   Her finder vi don Alvaro. Han tror at Leonora er død, men er ikke taget til Amerika. Derimod har han ladet sig hverve til den spanske hær under falsk navn. Her har han opnået ry som en stor helt, fordi han meget energisk forsøger at blive dræbt. Han pines konstant af minder fra fortiden. De er alle sørgelige, Hans forældre var frihedskæmpere og blev henrettet, selv er han født i et fængsel. Allermest drømmer han om Leonora, og beder hende, i sin egenskab af engel i himlen, om at gå i forbøn for ham.
   Hans drømmerier forstyrres af et råb om hjælp. Han iler straks afsted. Den nødstedte er ingen anden end don Carlo, hans svorne fjende, der er kommet op at slås med en flok korthajer. Alvaro hjælper ham. Da de aldrig før har mødt hinanden, og da også Carlo lever under påtaget navn, genkender de ikke hinanden. De bliver nære venner.
   Kort tid efter udkæmpes et slag. Alvaro bliver alvorligt såret og beder Carlo brænde nogle breve for sig. Carlo lover det, og Alvaro erklærer at han kan dø med fred i sindet. Carlo finder imidlertid Leonoras portræt mellem den sårede mands ejendele, netop som lægen meddeler at Alvaro vil overleve. Carlo bliver jublende lykkelig. Han har fundet skurken, og vil oven i købet få lov til, personlig, at tage livet af ham.

3.Akt - scene 2:
En militærlejr nær Velletri.
   En patrulje kommer og går, mens nat bliver til daggry.
   Alvaro, der nu er helbredt, møder Carlo. Efter at Carlo har sikret sig at Alvaro er helt rask, afslører han sin virkelige identitet og udfordrer sin kollega til duel. Alvaro har ikke lyst til at slås med Carlo. Han forsøger at overbevise ham om at han var Leonora værdig fra starten, og at den gamle mands død ikke skyldtes ham, men en ond skæbne. Carlo vil ikke høre på ham, men insisterer fortsat på at de skal kæmpe. Da Alvaro fortsat tøver, truer Carlo ham med at opsøge Leonora og slå hende ihjel i stedet. Alvaro bliver lykkelig over at høre at hun lever, men indser også at han må slås mod Carlo for at frelse hende. De to mænd kæmper rasende indtil vagtposterne skiller dem ad og slæber Carlo væk. Alvaro forlader lejren - han vil gå i kloster og ende sine dage der.
   Solen står op og der er aktivitet i alle kroge af lejren. Soldater myldrer rundt, kræmmere faldbyder deres varer - vi møder igen Trabuco, sigøjnere spår om fremtiden - vi møder igen Preziosilla, bønder vandrer rundt, og en deling unge rekrutter med hjemve marcherer ind - de bliver trøstet af Preziosilla og hendes piger. Der er en hektisk og glad stemning.
   Broder Melitone, der er rejst med hæren for at sikre dens moral, skælder soldaterne ud for deres skammelige levevis, men Preziosilla griber ind før de vrede soldater kan gøre skade på munken. Hun tager en tromme og starter en sejrssang. Alle stemmer i.

4.Akt - scene 1:
Klosteret ved Hornachuelos.
   I de fem år der er gået, er don Alvaro - der nu går under navnet fader Raphaele - blevet kendt for sin pletfri livsførelse og sin venlighed over for alle der lider.
   Broder Melitone uddeler almisser, hvilket han dårligt har tålmodighed til.
Tiggerne jamrer sig og ønsker at fader Raphaele ville komme i stedet. Dette gør Melitone så rasende at han jager dem væk. Abbed Guardiano går i rette med ham. Det fremgår af deres opbyggelige samtale at Melitone er misundelig og mistænksom over for fader Raphaele, som han mener kunne være Djævelen selv. En antagelse han bygger på Raphaeles mørke hudfarve.
   Nu ringer det på klosterets port. Melitone lukker op for don Carlo, som har sporet Alvaro hertil. Carlo forlanger at tale med fader Raphaele. Mens Melitone henter ham, hoverer Carlo over at Alvaro således forgæves har forsøgt at gemme sig i sin "hykleriske klædedragt".
   Alvaro kommer, og bliver overrasket over at se Carlo. Carlo giver ham valget mellem to sværd som han har taget med. Denne gang vil han slås til døden. Alvaro beder ham gå. Han er nu en fredens mand og kan ikke kæmpe. Carlo kalder ham en kujon. Alvaro forsøger at overbevise Carlo om at de ikke behøver at slås. Carlo på sin side fremturer med at fornærme Alvaro på det grusomste, og langsomt bliver den fredelige munk igen til en handlingens mand. Han beder Gud om selvbeherskelse, men da Carlo til sidst slår ham, griber Alvaro sværdet - og da man ikke kan slås i et kloster, løber de to mænd ud for at finde et passende sted.

4.Akt - scene 2:
Et vildsomt sted nær Hornachuelos.
   Leonora, der er bleg og udslidt - men stadig smuk, kommer ud af sin hule for at bede. Hun pines stadig af minderne om sin ulykkelige kærlighed. Hun konstaterer fortvivlet at hendes længsel efter fred er forgæves, og beder om at måtte dø, hellere end at lide her på jorden. Hendes bønner afbrydes da hun bliver opmærksom på våbenlarm lige i nærheden. Hun skynder sig skræmt ind i hulen igen.
   Carlo er dødeligt såret. Han beder sin fjende, der jo er munk, om at tage imod hans skriftemål. Det vil Alvaro ikke, han mener selv at han er forbandet. Han skynder sig afsted for at hente den hellige eneboer, som han ved bor lige i nærheden. Leonora, der har levet totalt afsondret i mange år, bliver frygteligt bange da der pludselig står nogen ved hendes dør. Hun ringer på hjælp fra klosteret, men kommer dog ud til sidst.
   Hun genkender straks Alvaro, og han hende, men da hun vil gå hen til ham bliver han rædselsslagen. Endelig ser han sin Leonora igen - lige nu, hvor han også har dræbt hendes broder. Han viger bort fra hende. Hun bliver nu opmærksom på den døende Carlo, og iler hen til ham for at omfavne ham. Carlo der stadig ikke har tilgivet hende bruger sine sidste kræfter til at støde sin dolk i hende - så fik han da hævnet sig på den ene.

   Nu ankommer abbed Guardiano med en flok munke. Leonoras klokke har tilkaldt dem. De finder en døende Leonora, og en Alvaro, der forbander skæbnen og forsynet. Abbeden formaner ham om at ydmyge sig for Gud i stedet, og også Leonora bønfalder ham om at falde på knæ, og bede og græde.
   Det virker. Alvaro mærker nåden gennemstrømme sig, og Leonora kan dø lykkelig i forvisning om at Alvaro vil slutte sig til hende i himlen.

Det var 1869-slutningen. Oprindeligt sluttede operaen lidt anderledes:

   Nu ankommer abbed Guardiano med en flok munke. Leonoras klokke har tilkaldt dem. De finder Leonora og hendes broder døde. Alvaro, der endelig havde genfundet sin elskede, blot for at miste hende sekunder senere, er klatret op på en nærliggende klippetop. Abbeden kalder på ham, men han svarer ved at forbande sig selv og hele menneskeheden, hvorefter han kaster sig i afgrunden.