Verdis operaer

Un giorno di regno
Konge for en dag
Libretto: Felice Romani

- en revision af hans egen tidligere libretto, Il finto Stanislao, der byggede på komedien Le faux Stanislas, af Alexandre Vincent Pineu-Duval.
 

Uropført d. 5/9 1840 på Teatro alla Scala i Milano

Handlingen foregår i Frankrig i 1733 - på baron Kelbars borg nær Brest
- den bygger løseligt på en virkelig begivenhed.

Personerne er:
 

Il Barone di Kelbar Baronen af Kelbar, på hvis borg historien foregår buffo bas
Il Cavaliere Belfiore - optræder som kongen af Polen baryton
LaMarchesa del Poggio ung enke, baronens niece, Belfiores kæreste sopran
Giulietta di Kelbar baronens datter, Edoardos kæreste mezzo
Edoardo di Sanval ung officer, Signor La Roccas nevø tenor
Il Signor La Rocca skatmester for Bretagnes stater buffo bas
Il Conte Ivrea militærkommandanten af Brest tenor
Delmonte væbner for den falske kong Stanislaus tenor

Ridder Belfiore giver sig ud for at være kong Stanislaus I af Polen, for at denne kan rejse til Polen i hemmelighed og genvinde sin trone.
Han er gæst hos Baron Kelbar.

1.akt - scene 1
Et galleri i baronens slot.
     Tjenestefolkene glæder sig til de nært forestående festligheder. Der er kongebesøg, og snart skal der være dobbelt-bryllup. Baronen fryder sig sammen med sin kommende svigersøn, overskatmesteren Gasparo Antonio La Rocca, der er særdeles velhavende og på baronens egen alder. De er begge helt betagede over det fantastiske parti, de har fået strikket sammen.
     "Kongen" kommer for at hilse på sin vært. Han bliver inviteret til at deltage i festlighederne når baronens datter Giulietta skal giftes med skatmesteren, samtidig med at hans niece,  markisen af Poggio, skal giftes med grev Ivrea, der er militærkommandant i Brest.
     Belfiore bliver ikke begejstret over disse nyheder, han er nemlig forelsket i markisen og frygter at hun skal afsløre hans sande identitet.
     Han skynder sig at skrive til Stanislaus, som nu må være nået frem til det polske hof, og beder om at måtte blive fritaget for sine pligter så hurtigt som muligt.
     Netop som han er ved at forsegle brevet kommer den unge Edoardo ind og kaster sig for hans fødder. Han beder om tilladelse til at følge med kongen til Polen og kæmpe for ham der. Kun på den måde kan han glemme sin kærlighed til Giulietta. Hun elsker godt nok også ham, men forbindelsen er håbløs fordi hendes fader er imod, og insisterer på ægteskab med den rige skatmester, La Rocca.
     Mens Edoardo udgyder sit hjerte og "kongen" udnævner ham til væbner, står markisen skjult og lytter. Hun genkender Belfiore og indser at han har bedraget hende. Derfor beslutter hun at sætte hans kærlighed på prøve ved at lade som om hun ønsker at gifte sig med grev Ivrea.

1.akt - scene 2
I haven.
     Giulietta sidder og sørger over sin skæbne. Tjenestepigerne bringer hende blomster og beundrer hendes skønhed. Men dette kan ikke trøste den stakkels pige, som betror dem, at hun ikke vil giftes med La Rocca. Hvis ikke hun snart får lejlighed til at se sin elskede Edoardo, vil hun helt sikkert dø.
     Giulietta får nu selskab af sin fader og skatmesteren. De bebrejder hende at hun har gjort sig usynlig i haven. Kort efter kommer også Belfiore og Edoardo. "Kongen søger de ældre mænds råd i fortrolige taktiske anliggender, og giver dermed Giulietta og Edoardo lejlighed til at kissemisse, dog ikke uden skatmesterens vidende - han har meget svært ved at holde sin opmærksomhed ved "kongens" anliggender.
     Det meldes nu, at markisen af Poggia er ankommet. Hun gør sin entré og bliver præsenteret for "kongen", der imidlertid meget hurtigt hævder at have brug for de to herrers råd og vejledning, hvorefter han går sammen med dem, og de tre unge mennesker lades alene tilbage.
     Giulietta og Edoardo er lykkelige over denne uventede lejlighed til at lægge råd op med den kloge markise, men hun har sine tanker helt andre steder - hun spekulerer over, hvad Belfiore mon er ude på. Først da de to unge er på grådens rand, kommer hun til sig selv og lover at hjælpe så godt hun kan. Hun forsikrer Giulietta at hendes fader nok skal komme til fornuft.

1.akt - scene 3
Galleriet igen.
     "Kongen" er alene med skatmesteren. Han udtrykker stor beundring for dennes evne til at håndtere pengesager. Han kunne tænke sig at tilbyde La Rocca en ministerpost, såvel som giftermål med en polsk prinsesse. Det er vel nok ærgerligt at skatmesteren står lige for at skulle giftes!
     La Rocca lover straks at frigøre sig for denne forpligtelse og "kongen" forlader ham hensunken i dybe tanker om, hvordan han bedst skal forklare baronen den nye tingenes tilstand.
     Kort efter kommer baron Kelbar ind med en ægteskabskontrakt som skatmesteren skal underskrive.
     Han nægter.
     Baronen bliver aldeles rasende og udfordrer ham til en duel. Han vil ikke høre nogen forklaringer, vil ikke tage imod nogen former for fornuft, og godtager heller ikke markisens ide om at den ideelle hævn ville være at gifte Giulietta bort til skatmesterens egen fattige nevø, Edoardo.
    Kun "kongens" ankomst stopper skænderiet og hindrer situationen i at udvikle sig til alment håndgemæng. "Kongen" irettesætter sagens parter og lover at løse konflikten og skaffe retfærdighed.

2.akt - scene 1
Galleriet.
     Tjenestefolkene sladrer om grunden til det aflyste bryllup. Edoardo glæder sig over at Giuliettas bryllup er stillet ibero. Han tør nu håbe at alt vil vende sig til det bedste.
     "Kongen", der har indset at baronen aldrig vil give sit samtykke til Giuliettas bryllup med Edoardo, så længe denne er fattig, dekreterer at skatmesteren skal overdrage en borg og en stor årlig indkomst til sin nevø.
     Skatmesteren tøver, men den lovede ministerpost trækker, så han til sidst modstræbende går med på ideen.
     Mens han vandrer rundt i sørgmodige tanker om den store udgift, løber han ind i baronen, der stadig ikke har opgivet tanken om at få satisfaktion. Skatmesteren, der er rædselsslagen ved tanken om at skulle slås, modtager udfordringen, men foreslår så tilpas sindssyge våben, at duellen til sidst løber ud i trusler om at lade sine tjenestefolk banke modparten med kæppe.

2.akt - scene 2
En hal, med glasdøre ud til haven.
     Markisen og "kongen" træffes. Belfiore opretholder sin falske identitet, mens hun forsøger at få ham til at give sig til kende, ved at bekendtgøre at hun agter at forelske sig i grev Ivrea, da Belfiore jo lader til at have glemt hende.
     Han er tilsyneladende ligeglad.
     Baronen kommer hastende ind og meddeler at greven netop er ankommet. Markisen går ud for at hilse på sin tilkommende. Belfiore, der i virkeligheden er ude af sig selv, går ud den anden vej, mens han brygger som en vanvittig på, hvordan han skal løse sit dilemma.
     Giulietta og Edoardo kommer ind. Giulietta føler stor taknemmelighed overfor kongen, uden hvis hjælp, hun aldrig ville have fået lov til at gifte sig med Edoardo. Edoardo forklarer hende at der er et problem. Han har nemlig lovet at følge samme konge til Polen, og er endda blevet udnævnt til kongens væbner.
     Giulietta tager slet ikke denne oplysning pænt. Hun vil ikke give ham lov til at rejse, og garanterer ham at hun nok skal få den konge på andre tanker. Dette bekymrer Edoardo en del - han må jo tænke på sin ære.

2.akt - scene 3
Galleriet.
     Markisen samtykker i sin onkels planer for hendes giftermål. Hun går så vidt som til selv at trolove sig med den netop ankomne greve. Den eneste betingelse hun stiller er, at hun vil være løst fra sit løfte hvis Belfiore skulle vise sig inden for en time.
     "Kongen" kommer ind og erklærer at han må rejse straks, og at greven, af statslige grunde, må følge ham. Der er ikke tid til at holde bryllup.
     I dette øjeblik ankommer brevet fra den rigtige Stanislaus. Kongen er nået frem til sine tilhængere og har ikke længere brug for Belfiores tjeneste. Brevet løser Belfiore fra hans forpligtelser og udnævner ham samtidig til marskal.
     Som sin sidste officielle handling beordrer "kongen" Giulietta og Edoardo viet med det samme, hvorefter han bekender kulør og erklærer markisen sin kærlighed.
     Alt ender således lykkeligt, og både baronen og de bedragne friere indrømmer at de har været nogle fjolser og bliver enige om at tage spøgen med godt humør.

Historien er genfortalt på dansk af
Anne-Catrine
INDEX