Verdis operaer

I due Foscari
De to Foscarier
Libretto Francesco Maria Piave.

  - efter Lord Byrons skuespil, The Two Foscari.
 

Operaen foregår i Venedig i 1457.

Personerne er:
 

Piaves "historiske" noter til handlingen:

   Den 15.april 1423 blev Francesco Foscari valgt til doge i Venedig. Hans rival var Pietro Loredano, som efter valget fortsatte med at obstruere Foscari i en sådan grad, at den irriterede Foscari engang udtalte offentligt, at han knap nok selv kunne tro på sin egen dogeværdighed så længe Loredano var i live.
   Ved et tragisk tilfælde døde Pietro og hans broder Marco pludseligt et par måneder senere - rygtet ville, at dødsårsagen var gift. Jacopo Loredano - Pietros søn troede dette, fik det indgraveret i deres gravsten og noterede i sin regnskabsbog at Foscarislægten skyldte ham to liv. Derefter gav han sig iskoldt til at vente på lejlighed til at inddrive gælden.
   Dogen havde fire sønner, hvoraf tre var døde. Den fjerde, Jacopo, der var gift med Lucrezia Contarini, blev på et tidspunkt anklaget for at have modtaget gaver fra fremmede fyrster, hvilket ifølge venetiansk lov var forbudt. Han blev som følge heraf forvist, først til Napoli di Romania, siden til Treviso.
   En nat blev Ermalao Donato, formanden for "De Ti's Råd", myrdet på vej hjem fra et rådsmøde. Da Oliviero, Jacopo Foscaris tjener, var blevet set i Venedig dagen før mordet, og da nogen havde hørt ham udtale sig om forbrydelsen næste morgen på færgen til Mestre, faldt mistanken snart på Foscari. Både herre og tjener blev i hast hentet til Venedig og, da tortur ikke fremtvang nogen tilståelse, sendt i eksil til Kreta for livstid.
   Fem år senere, efter forgæves at have ansøgt om benådning, kunne Jacopo ikke holde ud at leve længere uden at se sit fædreland. Han skrev derfor et brev til Francesco Sforza, hertugen af Milano, i hvilket han bad ham gå i forbøn for sig. Dette brev faldt i hænderne på "De Ti". Jacopo blev straks bragt tilbage til Venedig og igen underkastet tortur.
   Han tilstod at have skrevet brevet, men kun af længsel efter at gense sit fædreland - selv som fange. Han blev atter idømt livsvarigt eksil på Kreta. Det første år imidlertid i strengt fangenskab. Og det blev ham under trussel om dødsstraf forbudt at skrive lignende breve.
   Den ulykkelige firsårige doge, som med stoisk ro havde overværet sin søns forhør og tortur, fik lov til at besøge ham i fængslet før hans afrejse, for at mane til lydighed og resignation over for republikkens vilje.
   Kort tid efter skete det, at en venetiansk adelsmand, Nicolò Erizzo, på sit dødsleje tilstod mordet på Donato og ydermere ønskede sandheden offentligt kendt, for således at rense den uskyldige Jacopo Foscari. Nogle ledende senatorer var parate til at benåde Jacopo, men desværre var den ulykkelige mand død af sorg i sit fængsel på Kreta.
   Den stakkels fader, der havde haft så megen modgang levede isoleret og deltog sjældent i rådets møder. I mellemtiden mente Jacopo Loredano, som var blevet medlem af "De Ti's Råd" i 1457, at hævnens time var kommet, og han intrigerede i hemmelighed for at tvinge dogen til at abdicere.
   To gange i sin periode som doge havde Forcari ønsket at nedlægge embedet. Det var hver gang blevet ham nægtet og man havde yderligere aftvunget ham det løfte, at han ville dø på sin post. Nu blev han, på trods af eden, tvunget til at forlade dogepaladset og trække sig tilbage til sit eget hus som en simpel, privat borger. Han afslog den rundhåndede pension som han blev tilbudt fra republikkens skatkammer.
   Da Foscari, den 31.oktober 1457 hørte klokkerne ringe for at hylde hans efterfølger, Pasquale Malipiero, påvirkede det ham så stærkt, at han var død næste dag. Han fik en statsbegravelse, som om han var død mens han endnu havde magten. Malipiero deltog, iklædt en almindelig senators dragt.
   Det fortælles at Jacopo Loredano skrev følgende ud for ovennævnte post i sin regnskabsbog:
   "Foscarislægten har betalt mig."

Operaens handling:

1.Akt - scene 1:
En hal i dogepaladset - der er fire døre: Hovedindgangen, døren ind til dogens palazzo, døren til rådssalen og døren til statsfængslet. Store gotiske vinduer giver udsigt over en del af byen og dens laguner i måneskin.
   "De Ti's Råd" og juntaen forsamles. De skal behandle en vigtig sag, der vedrører et medlem af dogens familie. Dogens hovedfjende, Loredano ankommer sammen med sin ven Barbarigo. De får at vide at dogen allerede er ankommet, tilsyneladende helt rolig og uforstyrret. Alle priser Venedigs retfærdighed og går ind i salen.
   Jacopo, dogens søn, bliver ført ind fra statsfængslet, hvor han har været under tortur. Han bliver beordret til at vente indtil det passer "Rådet" at se ham. Han benytter ventetiden til at prise Venedig, som han så længe har måttet undvære i sit eksil. En retsbetjent fortæller ham at han kan forvente en barmhjertig dom, men Jacopo bryder ud i raseri over det had som han er offer for.

- scene 2:
En sal i dogens palads.
   Lucrezia, Jacopos kone, har besluttet at tale sin mands sag hos hans fader. Hendes piger prøver at standse hende. Hun beder himlen om hjælp, hvorefter hendes veninde Pisana kommer ind med nyheden om at Jacopo, ved "Rådets" store nåde, endnu engang er blevet idømt eksil. Lucrezia raser mod "Rådet", der endnu engang har dømt en uskyldig mand, og denne gang ovenikøbet påberåber sig barmhjertighed.

- scene 3:
som scene 1.
  Senatorerne har dømt Jacopo Foscari. Han var godt nok tavs under torturen, men det opsnappede brev til hertug Sforza af Milano tages som tegn på hans skyld. Han vil derfor blive sendt tilbage til Kreta.
   Endnu engang priser senatorerne den venetianske retfærdigheds upartiskhed.

- scene 4:
Dogens private værelse.
  Francesco Foscari funderer bittert over sin autoritet som statsoverhoved. Selv han, kan ikke beskytte sin søn mod anklagernes hævngerrighed.
   Lucrezia kommer ind og beder sin svigerfader omstøde Jacopos dom. Dogen svarer at det tillader Venedigs love ham ikke at gøre. Så tigger hun ham om at bede om nåde for sin søn. Dogen svarer kun ved at fælde tårer, og dette får Lucrezia til at føle et spirende håb.

2.Akt - scene 1:
I det underjordiske statsfængsel.
  Jacopo sidder, svag og ulykkelig, i sin celle. I vildelse ser han Carmagnola, den berømte eventyrer, som blev arresteret og henrettet i Venedig. Carmagnolas spøgelse hjemsøger ham, som for at hævne sig, og han falder besvimet til jorden.
   Han vågner op i Lucrezias arme. Hun er kommet for at fortælle ham om dommen. De er enige om at ensomt eksil er en straf langt værre end døden. Lyden af en barcarolle fra lagunen udenfor opmuntrer dem et øjeblik.
   Dogen kommer ned i cellen for at se sin søn en sidste gang, forsikre at han elsker ham, og sige en faders farvel. Næste gang de skal ses, bliver det i hans egenskab af doge. Jacopo begræder sin skæbne, og i det samme kommer Loredano ind i fængslet fulgt af vagter. Han fryder sig over sine fjenders ulykke og fortæller Jacopo at han må stå frem for rådet endnu engang, for at modtage sin dom. Umiddelbart herefter vil han blive ført om bord i et skib og sejlet til Kreta. Jacopo og Lucrezia raser imod ham. Dogen formaner dem om at være rolige. Til slut føres Jacopo bort under eskorte.

- scene 2:
Rådssalen.
   Jacopo føres frem for de forsamlede rådsmedlemmer med dogen i højsædet. Han får overrakt dommen, som han selv skal læse. Loredano gør ham opmærksom på den store nåde som "Rådet" har udvist ved ikke at skærpe straffen. Jacopo appellerer til sin fader, som blot kan råde ham til at underkaste sig.
   Nu kommer Lucrezia ind, fulgt af Pisana og sine piger. Hun har sine to små sønner med og lader dem knæle ned foran dogen.
   Barbarigo føler medlidenhed, men de øvrige senatorer følger den uforsonlige Loredano, som presser på for at fangen skal sendes afsted så hurtigt som muligt. Jacopo skal tilbage til Kreta - alene.
   Jacopo, der nu indser at alt håb er ude, føler døden nærme sig.

3.Akt - scene 1:
St. Markus Torv.
  Der er fest og glæde fordi der skal afholdes en regatta på kanalen. Loredano og Barbarigo kommer ind og kommenterer mængdens sorgløse glæde. Loredano starter konkurrencen og snart efter hyldes den vindende gondolière med en barcarolle.
   Mængden spredes dog hastigt da en statsgalej kommer til syne med politichefen om bord. Galejen lægger til og Jacopo føres ud af dogepaladset. Før han går om bord siger han sørgmodigt farvel til sin kone og sine børn.
   Loredano giver sig til kende for dem og triumferer endnu engang over deres ulykke.

- scene 2:
Dogens private værelse.
  Den gamle Foscari erkender ulykkeligt at nu er hans sidste søn blevet taget fra ham. Barbarigo kommer uventet ind med et brev, skrevet af en mand ved navn Erizzo, der tilstår det mord som Jacopo er blevet dømt for. Den gamle mand takker himlen, men hans glæde bliver kortvarig. Lucrezia kommer grædende ind og fortæller at Jacopo dårligt nok havde sat foden på det skib, der skulle føre ham til Kreta, før han faldt døende om. Hun nedkalder himlens forbandelse over hans plageånder, og skynder sig ud.
   Nu melder dogens tjener at "Rådets" medlemmer ønsker at tale med ham. De kommer ind, anført af Loredano. Deres ærinde er, at bede dogen nedlægge sit embede på grund af alder og det tab han for nylig har lidt. For den gamle Foscari er dette den endelige vanære. To gange før har han bedt om at måtte gå af, og to gange er det blevet ham nægtet. Han har svoret at dø under udførelsen af sine pligter og vil ikke bryde sin ed. "Rådet" er imidlertid ubønhørligt. Beslutningen er taget og dogen må bøje sig. Han afleverer sin embedsring, der straks bliver brudt i stykker. Da Loredano vil tage kronen af hans hovede nægter Foscari ham dog denne ære, som han kalder ham uværdig til. I stedet giver han kronen til et andet rådsmedlem, mens et tredje affører ham kappen.
   Da Lucrezia kommer tilbage finder hun sin svigerfader berøvet sin dogeværdighed. På vej ud af dogepaladset hører de St. Markus klokken ringe som hyldest til dogens efterfølger Malipiero. Ved denne lyd falder Foscari om på gulvet, død, som sin søn, af et knust hjerte.
   Loredano tager sin notesbog frem og ud for navnet Foscari skriver han: "Betalt".