Don
Carlo
egl. Don Carlos
Libretto:
Joseph
Méry og Camille duLocle
- efter det dramatiske digt, Don Carlos, Infant von Spanien af Schiller, og skuespillet Philippe II, roi d'Espagne af Eugène Cormon
- oversat til italiensk af Achille de Lauzières og Angelo Zanardini.
Don Carlo har enten
5, eller 4 akter. De tre mest anvendte udgaver af operaen er den
originale franske 5-akters version. - Hvad den egentlig består af,
er noget usikkert. Den blev beskåret allerede under prøverne,
fordi operaen var for lang. - herudover findes en revideret italiensk 4-akters
version - som er uden første akt - og endelig hybridversionen:,
som vistnok er den mest brugte i vore dage, 4-akters udgaven, men med første
akt genindsat.
|
|
|
Operaen foregår i 1568 - i Frankrig og Spanien.
Personerne er:
Don Carlo | den spanske tronfølger | tenor |
Elisabeth de Valois | Carlo's tilkommende, som bliver hans stedmoder | sopran |
Philip II | konge af Spanien | bas |
Rodrigo | Markis af Posa | baryton |
Fyrstinde Eboli | - | mezzo |
- | storinkvisitoren | bas |
Tebaldo | Elisabeths page | sopran |
grev Lerma | - | tenor |
- | en munk | bas |
- | en kongelig herold | tenor |
- | en stemme fra himlen | sopran |
1.Akt
Skoven ved Fontainebleau
i Frankrig.
Frankrig og
Spanien ligger i krig med hinanden. En fredstraktat skal underskrives.
En af betingelserne for underskrivelsen er, at den spanske kronprins, Carlo,
skal giftes med den franske prinsesse Elisabeth.
Carlo er hemmeligt
rejst til Frankrig for at se sin brud. Han får øje på
hende mens hun, sammen med sin page, Tebaldo, deler almisser ud til det
lidende franske folk. Han bliver straks forelsket i hende.
Da Elisabeth
kommer hen til ham for at spørge hvem det er der belurer hende,
udgiver Carlo sig for en udsending fra sig selv, og viser hende et miniatureportræt
af hendes tilkommende. Hun genkender ham, og bliver lige så forelsket
som ham.
Nu kommer imidlertid
den spanske ambassadør, grev Lerma. Han har en besked til
Elisabeth. Betingelserne i traktaten er blevet ændret. Hun skal ikke
længere giftes med kronprinsen, men derimod med kongen selv, Filip
II, Carlos fader.
Folket der
har lidt grueligt under krigen bønfalder Elisabeth om at sige ja,
så krigen kan få en ende. Nødtvungent må hun give
sit tilsagn.
Folket jubler,
mens det unge par giver udtryk for deres desperation og smerte.
(1.)2.Akt - scene 1:
Klosteret i San Yuste
i Spanien.
Carlos bedstefader,
Carlo V, trak sig tilbage til dette kloster da han afstod sin trone. Han
formodes at være død for ti år siden.
Carlo, der
er dybt ulykkelig har søgt tilflugt her. Munkene synger om himlens
fred og verdens ufred. Carlo er så ude af sig selv, at han mener
at høre sin bedstefaders, den store kejsers stemme.
Nu kommer imidlertid
Carlos ven, Rodrigo, markis'en af Posa. Han er lige vendt hjem fra Flandern,
og kommer egentlig for at bede om Carlos hjælp i en sag, der ligger
ham på hjerte - de undertrykte flamlændere, men opdager snart
at Carlo er ulykkelig. Carlo tilstår over for ham, at han elsker
dronningen. Dette chokerer Rodrigo, hun er jo ikke alene dronningen, men
også Carlos moder. Mens de endnu taler sammen, ankommer kongen og
dronningen for at bede i klostret. Synet af hende er lige ved at være
for meget for Carlo. Rodrigo trøster ham og de to mænd sværger
hinanden evigt venskab, og at vie resten af deres liv til kamp for friheden.
(1.)2.Akt - scene 2:
Hoffets damer
sidder på en græsklædt bakke udenfor klostrets mure og
venter på dronningen, der som den eneste kvinde har adgang til selve
klostret. Fyrstinde Eboli underholder de øvrige damer med "Sangen
om sløret".
Dronningen
kommer ud og slutter sig til dem, og kort tid herefter kommer markis'en
af Posa. Han afleder Ebolis opmærksomhed med sladder om den nyeste
parisermode mens dronningen læser et brev fra Carlo som Rodrigo listet
hende i hånden. Han beder dronningen tilstå den ulykkelige
prins en samtale.
Eboli, der
hører Rodrigo fortælle hvor ulykkelig Carlo er, får
mistanke om at han er forelsket, men gætter forkert, da hun tror
at han er forelsket i hende. Da Carlo straks efter ankommer, trækker
hofdamerne, Rodrigo og Eboli sig taktfuldt tilbage og lader ham alene med
dronningen.
Elisabeth starter
med at tale kærligt til Carlo. Det får ham til at falde i afmagt,
hvorefter han insisterer på at omfavne hende. Hun bringer ham til
fornuft ved at minde ham om at hun jo nu er hans mor, og den eneste måde
han vil kunne få hende, vil være ved at dræbe sin far.
Han styrter ud i fortvivlelse.
Pagen kommer
og annoncerer kongens ankomst. Filip gør sin entre og bliver rasende
da han finder dronningen helt alene. Han afskediger straks den hofdame
som skulle have været hos hende. Elisabeth trøster den ulykkelige
hofdame, hvorefter hun trækker sig tilbage med sit følge og
lader kongen ene.
Rodrigo vil
også gå, men kongen holder ham tilbage for at spørge
hvorfor han aldrig har forsøgt at opnå en position ved hoffet.
Rodrigo svarer at han, selvom han er loyal, ikke har behov for at fedte
sig ind ved hoffet, og da kongen ikke lader til at blive fornærmet
over dette svar benytter han lejligheden til at sige et par sandheder om
kongens behandling af Flamlænderne. Filip bliver imponeret over hans
ærlighed og tilbyder ham stillingen som sin fortrolige rådgiver.
Han beder ham holde øje med dronningen og Carlo, som han har mistanke
til, og advarer ham mod storinkvisitoren. Rodrigo ønsker først
ikke at påtage sig hvervet, men efterhånden som kongen betror
ham sine inderste tanker, går det op for ham, at det kan være
hans chance for at hjælpe Carlo, og fremme sin sag.
(2.)3.Akt - scene 1:
Midnat i dronningens
haver i Madrid.
Carlo
kommer ind. Han har fået brev om et stævnemøde, og tror
det er fra Elisabeth. I virkeligheden er det fra Eboli.
Carlo iler
hende imøde og omfavner hende. Da han opdager fejltagelsen lykkes
det ham ikke at skjule sin skuffelse. Eboli bliver rasende. Hun regner
ud hvem det var Carlo regnede med at finde, og sværger at hævne
sig på både ham og dronningen.
Rodrigo der
har stået gemt bag en busk, kommer nu frem. Han vil dræbe Eboli,
men Carlo holder ham tilbage. Eboli går i raseri.
Rodrigo forsøger
nu at overtale Carlo til, for en sikkerheds skyld, at overlade ham, hvad
han har af hemmelige dokumenter. Carlo er først mistænksom.
Skulle han udlevere inkriminerende materiale til kongens fortrolige? Men
Rodrigo minder ham om deres venskabspagt, og Carlo giver ham papirerne.
(2.)3.Akt - scene 2:
Torvet foran Vor Frue
af Antiocha Kirken i Madrid.
Hoffet skal overvære
en auto-da-fé - en kætterbrænding.
Folk og munke
samles, mens kætterne ledes ud til bålene. Kongen og dronningen
ankommer i procession, men processionen forstyrres af en deputation af
flamlændere med Carlo i spidsen. De beder kongen vise Flandern nåde.
Kongen beordrer dem arresteret.
Carlo bryder
ind og beder sin fader overlade ham styret i Flandern. Filip afviser ham
hånligt, hvorefter Carlo rasende trækker sit sværd og
truer kongen. Kongen beordrer sine vagter til at afvæbne Carlo, men
ingen rører sig, så Filip trækker selv sit sværd.
Episoden får
dog ikke lov til at udvikle sig, for Rodrigo, som er med i kongens følge,
beder Carlo om sværdet. Carlo, der er ude af sig selv, genkender
sin ven, og afleverer sværdet. Rodrigo giver sværdet videre
til kongen, der straks udnævner ham til hertug. Den chokerede, forrådte
Carlo føres bort til fængslet, og processionen kan fortsætte.
Bålene
tændes og en stemme fra himlen byder kætternes sjæle
velkommen.
(3.)4.Akt - scene 1:
Kongens studereværelse,
i Madrid.
Kongen
er hensunken i dystre tanker om sit kærlighedsløse liv og
sin oprørske søn. Elisabeth har aldrig elsket ham. Han føler
sig ensom og plaget af frygt for at miste både sin kongemagt og sin
ære.
Storinkvisitoren,
en blind olding på over 90 melder sin ankomst. Filip spørger
ham til råds om Carlo. Kan han som kristen ofre sin egen søn?
Storinkvisitoren svarer at det gjorde Gud jo selv. Han vil på det
kraftigste tilråde henrettelse frem for landsforvisning. Han fortsætter
med at forlange at kongen skal overgive markis'en af Posa til inkvisitionen.
Han har for mange farlige nye ideer. Da Filip nægter, truer han kongen
og går i vrede.
Nu kommer Elisabeth
styrtende ind. Hendes smykkeskrin er blevet stjålet. Det viser sig
imidlertid at Filip har det. Han forlanger at hun skal åbne det,
så han kan se hvad hun gemmer i det. Da hun nægter, bryder
han det selv op, og finder et portræt af Carlo deri. Han beskylder
hende for utroskab, men hun bedyrer sin uskyld - Carlo var jo trods alt
engang hendes forlovede - og besvimer.
Kongen tilkalder
hjælp, og Rodrigo og Eboli kommer til. Rodrigo antyder at det eneste
kongen ikke kan styre, åbenbart er sig selv. Eboli får dårlig
samvittighed, og da hun lidt senere bliver alene med dronningen, tilstår
hun at det var hende, der rettede kongens mistanke mod Elisabeth, fordi
hun selv elsker Carlo, og han afviste hende.
Elisabeth tilgiver
hende, men da Eboli yderligere tilstår at hun har været kongens
elskerinde, bliver det for meget. Elisabeth giver hende valget mellem at
gå i kloster eller eksil. Hun vælger klosteret, men beslutter
sig til, først at redde Carlos liv.
(3.)4.Akt - scene 2:
Et fængsel.
Carlo
får besøg af Rodrigo. Han er først lidt sarkastisk,
men bliver virkelig foruroliget da Rodrigo fortæller at han har givet
sit liv for ham.
Rodrigo forklarer
at de farlige papirer er blevet fundet hos ham, og at Carlo derfor er renset
for mistanken om at ville lede flamlændernes oprør. Der er
sat en pris på Rodrigos hovede, han vil blive dræbt, og Carlo
kan i fred og ro redde Flandern.
Der lyder et
skud, og Rodrigo synker om. Døende fortæller han Carlo at
han skal mødes med Elisabeth i San Yuste og derefter begive sig
til Flandern. Han tager rørende afsked og beder med sine sidste
kræfter Carlo huske ham, og ikke svigte sin ed om at redde Flamlænderne.
Carlo kaster sig fortvivlet ned over vennens lig.
Nu ankommer
kongen sammen med storinkvisitoren. Filip vil give Carlo hans sværd
tilbage, men Carlo vil ikke vide af sin fader, som han holder ansvarlig
for Rodrigos død. Kongen selv er frygteligt ked af at have mistet
Rodrigo.
Scenen forstyrres
af en vred folkemængde, under ledelse af Eboli, der tiltvinger sig
adgang til fængslet og forlanger Carlo løsladt. Carlo benytter
sig af forvirringen til at forsvinde.
Storinkvisitoren
genopretter hurtigt ro og orden. Folkemængden skælver for hans
vrede, og falder lydigt på knæ.
(4.)5.Akt:
Udenfor klosteret i San
Yuste.
Elisabeth beder
ved Carlo V's grav. Han har fundet fred. Hun genkalder sig sin lykke
i Fontainebleau.
Carlo slutter
sig til hende. Han er kommet for at sige farvel. Endelig er han kommet
over sin håbløse kærlighed. Han brænder nu for
en vigtigere sag - Flandern. Elisabeth er helt enig med ham. Først
i himlen vil de mødes igen. De siger hinanden farvel for evigt,
men deres afsked forstyrres.
Filip, storinkvisitoren
og inkvisitionens soldater er pludselig over dem. Filip overgiver dem begge
til inkvisitionen. Carlo trækker sit sværd for at forsvare
sig, og før de kan afvæbne ham går klosterporten op,
og en skikkelse kommer ud. Ved første øjekast en munk, men
ved nærmere eftersyn iført krone og kongekåbe - tilsyneladende
selveste Carlo V. Han trækker Carlo med sig ind i klosteret mens
alle de tilstedeværende, chokerede, ser til.