Verdis operaer

Don Carlo
egl. Don Carlos
Libretto: Joseph Méry og Camille duLocle

- efter det dramatiske digt, Don Carlos, Infant von Spanien af Schiller, og skuespillet Philippe II, roi d'Espagne af Eugène Cormon

- oversat til italiensk af Achille de Lauzières og Angelo Zanardini.

Don Carlo har enten 5, eller 4 akter. De tre mest anvendte udgaver af operaen er  den originale franske 5-akters version. - Hvad den egentlig består af, er noget usikkert.  Den blev beskåret allerede under prøverne, fordi operaen var for lang. - herudover findes en revideret italiensk 4-akters version - som er uden første akt -  og endelig hybridversionen:, som vistnok er den mest brugte i vore dage, 4-akters udgaven, men med første akt genindsat.
 
 

Uropført d.11/3 1867 på L'Opéra i Paris
4-akters version d. 10/1 1884 på La Scala i Milano 
hybrid version d.29/12 1886 i Modena

Operaen foregår i 1568 - i Frankrig og Spanien.

Personerne er:
 
 

Don Carlo den spanske tronfølger tenor
Elisabeth de Valois Carlo's tilkommende, som bliver hans stedmoder sopran
Philip II konge af Spanien bas
Rodrigo Markis af Posa baryton
Fyrstinde Eboli  - mezzo
 -  storinkvisitoren bas
Tebaldo Elisabeths page sopran
grev Lerma  - tenor
 - en munk bas
 - en kongelig herold tenor
 - en stemme fra himlen sopran

1.Akt
Skoven ved Fontainebleau i Frankrig.
   Frankrig og Spanien ligger i krig med hinanden. En fredstraktat skal underskrives. En af betingelserne for underskrivelsen er, at den spanske kronprins, Carlo, skal giftes med den franske prinsesse Elisabeth.
   Carlo er hemmeligt rejst til Frankrig for at se sin brud. Han får øje på hende mens hun, sammen med sin page, Tebaldo, deler almisser ud til det lidende franske folk. Han bliver straks forelsket i hende.
   Da Elisabeth kommer hen til ham for at spørge hvem det er der belurer hende, udgiver Carlo sig for en udsending fra sig selv, og viser hende et miniatureportræt af hendes tilkommende. Hun genkender ham, og bliver lige så forelsket som ham.
   Nu kommer imidlertid den spanske ambassadør, grev Lerma. Han  har en besked til Elisabeth. Betingelserne i traktaten er blevet ændret. Hun skal ikke længere giftes med kronprinsen, men derimod med kongen selv, Filip II, Carlos fader.
   Folket der har lidt grueligt under krigen bønfalder Elisabeth om at sige ja, så krigen kan få en ende. Nødtvungent må hun give sit tilsagn.
   Folket jubler, mens det unge par giver udtryk for deres desperation og smerte.

(1.)2.Akt - scene 1:
Klosteret i San Yuste i Spanien.
   Carlos bedstefader, Carlo V, trak sig tilbage til dette kloster da han afstod sin trone. Han formodes at være død for ti år siden.
   Carlo, der er dybt ulykkelig har søgt tilflugt her. Munkene synger om himlens fred og verdens ufred. Carlo er så ude af sig selv, at han mener at høre sin bedstefaders, den store kejsers stemme.
   Nu kommer imidlertid Carlos ven, Rodrigo, markis'en af Posa. Han er lige vendt hjem fra Flandern, og kommer egentlig for at bede om Carlos hjælp i en sag, der ligger ham på hjerte - de undertrykte flamlændere, men opdager snart at Carlo er ulykkelig. Carlo tilstår over for ham, at han elsker dronningen. Dette chokerer Rodrigo, hun er jo ikke alene dronningen, men også Carlos moder. Mens de endnu taler sammen, ankommer kongen og dronningen for at bede i klostret. Synet af hende er lige ved at være for meget for Carlo. Rodrigo trøster ham og de to mænd sværger hinanden evigt venskab, og at vie resten af deres liv til kamp for friheden.

(1.)2.Akt - scene 2:
   Hoffets damer sidder på en græsklædt bakke udenfor klostrets mure og venter på dronningen, der som den eneste kvinde har adgang til selve klostret. Fyrstinde Eboli underholder de øvrige damer med "Sangen om sløret".
   Dronningen kommer ud og slutter sig til dem, og kort tid herefter kommer markis'en af Posa. Han afleder Ebolis opmærksomhed med sladder om den nyeste parisermode mens dronningen læser et brev fra Carlo som Rodrigo listet hende i hånden. Han beder dronningen tilstå den ulykkelige prins en samtale.
   Eboli, der hører Rodrigo fortælle hvor ulykkelig Carlo er, får mistanke om at han er forelsket, men gætter forkert, da hun tror at han er forelsket i hende. Da Carlo straks efter ankommer, trækker hofdamerne, Rodrigo og Eboli sig taktfuldt tilbage og lader ham alene med dronningen.
   Elisabeth starter med at tale kærligt til Carlo. Det får ham til at falde i afmagt, hvorefter han insisterer på at omfavne hende. Hun bringer ham til fornuft ved at minde ham om at hun jo nu er hans mor, og den eneste måde han vil kunne få hende, vil være ved at dræbe sin far. Han styrter ud i fortvivlelse.
   Pagen kommer og annoncerer kongens ankomst. Filip gør sin entre og bliver rasende da han finder dronningen helt alene. Han afskediger straks den hofdame som skulle have været hos hende. Elisabeth trøster den ulykkelige hofdame, hvorefter hun trækker sig tilbage med sit følge og lader kongen ene.
   Rodrigo vil også gå, men kongen holder ham tilbage for at spørge hvorfor han aldrig har forsøgt at opnå en position ved hoffet. Rodrigo svarer at han, selvom han er loyal, ikke har behov for at fedte sig ind ved hoffet, og da kongen ikke lader til at blive fornærmet over dette svar benytter han lejligheden til at sige et par sandheder om kongens behandling af Flamlænderne. Filip bliver imponeret over hans ærlighed og tilbyder ham stillingen som sin fortrolige rådgiver. Han beder ham holde øje med dronningen og Carlo, som han har mistanke til, og advarer ham mod storinkvisitoren. Rodrigo ønsker først ikke at påtage sig hvervet, men efterhånden som kongen betror ham sine inderste tanker, går det op for ham, at det kan være hans chance for at hjælpe Carlo, og fremme sin sag.

(2.)3.Akt - scene 1:
Midnat i dronningens haver i Madrid.
   Carlo kommer ind. Han har fået brev om et stævnemøde, og tror det er fra Elisabeth. I virkeligheden er det fra Eboli.
   Carlo iler hende imøde og omfavner hende. Da han opdager fejltagelsen lykkes det ham ikke at skjule sin skuffelse. Eboli bliver rasende. Hun regner ud hvem det var Carlo regnede med at finde, og sværger at hævne sig på både ham og dronningen.
   Rodrigo der har stået gemt bag en busk, kommer nu frem. Han vil dræbe Eboli, men Carlo holder ham tilbage. Eboli går i raseri.
   Rodrigo forsøger nu at overtale Carlo til, for en sikkerheds skyld, at overlade ham, hvad han har af hemmelige dokumenter. Carlo er først mistænksom. Skulle han udlevere inkriminerende materiale til kongens fortrolige? Men Rodrigo minder ham om deres venskabspagt, og Carlo giver ham papirerne.

(2.)3.Akt - scene 2:
Torvet foran Vor Frue af Antiocha Kirken i Madrid.
Hoffet skal overvære en auto-da-fé - en kætterbrænding.
   Folk og munke samles, mens kætterne ledes ud til bålene. Kongen og dronningen ankommer i procession, men processionen forstyrres af en deputation af flamlændere med Carlo i spidsen. De beder kongen vise Flandern nåde. Kongen beordrer dem arresteret.
   Carlo bryder ind og beder sin fader overlade ham styret i Flandern. Filip afviser ham hånligt, hvorefter Carlo rasende trækker sit sværd og truer kongen. Kongen beordrer sine vagter til at afvæbne Carlo, men ingen rører sig, så Filip trækker selv sit sværd.
   Episoden får dog ikke lov til at udvikle sig, for Rodrigo, som er med i kongens følge, beder Carlo om sværdet. Carlo, der er ude af sig selv, genkender sin ven, og afleverer sværdet. Rodrigo giver sværdet videre til kongen, der straks udnævner ham til hertug. Den chokerede, forrådte Carlo føres bort til fængslet, og processionen kan fortsætte.
   Bålene tændes og en stemme fra himlen byder kætternes sjæle velkommen.

(3.)4.Akt - scene 1:
Kongens studereværelse, i Madrid.
   Kongen er hensunken i dystre tanker om sit kærlighedsløse liv og sin oprørske søn. Elisabeth har aldrig elsket ham. Han føler sig ensom og plaget af frygt for at miste både sin kongemagt og sin ære.
   Storinkvisitoren, en blind olding på over 90 melder sin ankomst. Filip spørger ham til råds om Carlo. Kan han som kristen ofre sin egen søn? Storinkvisitoren svarer at det gjorde Gud jo selv. Han vil på det kraftigste tilråde henrettelse frem for landsforvisning. Han fortsætter med at forlange at kongen skal overgive markis'en af Posa til inkvisitionen. Han har for mange farlige nye ideer. Da Filip nægter, truer han kongen og går i vrede.
   Nu kommer Elisabeth styrtende ind. Hendes smykkeskrin er blevet stjålet. Det viser sig imidlertid at Filip har det. Han forlanger at hun skal åbne det, så han kan se hvad hun gemmer i det. Da hun nægter, bryder han det selv op, og finder et portræt af Carlo deri. Han beskylder hende for utroskab, men hun bedyrer sin uskyld - Carlo var jo trods alt engang hendes forlovede - og besvimer.
   Kongen tilkalder hjælp, og Rodrigo og Eboli kommer til. Rodrigo antyder at det eneste kongen ikke kan styre, åbenbart er sig selv. Eboli får dårlig samvittighed, og da hun lidt senere bliver alene med dronningen, tilstår hun at det var hende, der rettede kongens mistanke mod Elisabeth, fordi hun selv elsker Carlo, og han afviste hende.
   Elisabeth tilgiver hende, men da Eboli yderligere tilstår at hun har været kongens elskerinde, bliver det for meget. Elisabeth giver hende valget mellem at gå i kloster eller eksil. Hun vælger klosteret, men beslutter sig til, først at redde Carlos liv.

(3.)4.Akt - scene 2:
Et fængsel.
   Carlo får besøg af Rodrigo. Han er først lidt sarkastisk, men bliver virkelig foruroliget da Rodrigo fortæller at han har givet sit liv for ham.
   Rodrigo forklarer at de farlige papirer er blevet fundet hos ham, og at Carlo derfor er renset for mistanken om at ville lede flamlændernes oprør. Der er sat en pris på Rodrigos hovede, han vil blive dræbt, og Carlo kan i fred og ro redde Flandern.
   Der lyder et skud, og Rodrigo synker om. Døende fortæller han Carlo at han skal mødes med Elisabeth i San Yuste og derefter begive sig til Flandern. Han tager rørende afsked og beder med sine sidste kræfter Carlo huske ham, og ikke svigte sin ed om at redde Flamlænderne. Carlo kaster sig fortvivlet ned over vennens lig.
   Nu ankommer kongen sammen med storinkvisitoren. Filip vil give Carlo hans sværd tilbage, men Carlo vil ikke vide af sin fader, som han holder ansvarlig for Rodrigos død. Kongen selv er frygteligt ked af at have mistet Rodrigo.
   Scenen forstyrres af en vred folkemængde, under ledelse af Eboli, der tiltvinger sig adgang til fængslet og forlanger Carlo løsladt. Carlo benytter sig af forvirringen til at forsvinde.
   Storinkvisitoren genopretter hurtigt ro og orden. Folkemængden skælver for hans vrede, og falder lydigt på knæ.

(4.)5.Akt:
Udenfor klosteret i San Yuste.
   Elisabeth beder ved Carlo V's grav. Han har fundet fred. Hun genkalder sig sin lykke i Fontainebleau.
   Carlo slutter sig til hende. Han er kommet for at sige farvel. Endelig er han kommet over sin håbløse kærlighed. Han brænder nu for en vigtigere sag - Flandern. Elisabeth er helt enig med ham. Først i himlen vil de mødes igen. De siger hinanden farvel for evigt, men deres afsked forstyrres.
   Filip, storinkvisitoren og inkvisitionens soldater er pludselig over dem. Filip overgiver dem begge til inkvisitionen. Carlo trækker sit sværd for at forsvare sig, og før de kan afvæbne ham går klosterporten op, og en skikkelse kommer ud. Ved første øjekast en munk, men ved nærmere eftersyn iført krone og kongekåbe - tilsyneladende selveste Carlo V. Han trækker Carlo med sig ind i klosteret mens alle de tilstedeværende, chokerede, ser til.

Historien er genfortalt på dansk af
Anne-Catrine
INDEX