Verdis operaer

Aida
Libretto: Antonio Ghislanzoni

- efter Camille du Locles franske prosa-version af ægyptologen, Auguste Mariettes historie.
 

Personerne er:
 

1.Akt - scene 1:
Kongens palads i Memphis.
   Der er netop indløbet meddelelse om, at den æthiopiske hær har invaderet Ægypten.
   Ypperstepræsten, Ramfis, taler med Radamès, en ung kaptajn i hæren. Ramfis har netop konsulteret gudinden Isis's orakel, og har fået navnet at vide på den kriger som skal lede Ægyptens forsvar. Kongen vil i dag, offentligt, afsløre den udvalgte hærførers identitet.
   Ramfis går, og Radamès tænker over, hvor meget han ville ønske at han var den udvalgte. Som sejrherre ville han kunne forlange at blive gift med den æthiopiske slavinde, Aida, som han i al hemmelighed elsker.
   Amneris, Faraos datter, er forelsket i Radamès. Hun kommer ind og ser ham hensunken i lykkelige tanker. Hun udspørger ham indgående, for det må være en kvinde han stod og drømte om, og hun regner naturligvis med at det var hende. Han svarer imidlertid ikke helt tilfredsstillende på spørgsmålene, så hendes mistænksomhed bliver vakt. Vé Radamès hvis han elsker en anden - og vé denne anden.
   Nu kommer Aida, og den mistænksomme Amneris lægger mærke til de blikke hun udveksler med Radamès.
   Kongen kommer ind med det samlede hof. Han hidkalder sendebudet, der meddeler at Amonasro, den æthiopiske konge, er gået ind i Ægypten med sin hær, og er parat til at udradere Theben. Farao erklærer krig og proklamerer at Radamès vil lede de ægyptiske tropper. Amneris overrækker Radamès den kongelige fane og alle istemmer den ægyptiske kampsang, hvorefter de følger Radamès til templet, hvor han skal modtage sin indvielse.
   Aida bliver alene tilbage og grubler over sit store dilemma. Hun elsker Radamès, der er hendes folks fjende. Ved at ønske ham en sejrrig hjemkomst har hun samtidig bedt om sin faders nederlag. Hun er nemlig ingen anden end Amonasros datter.

1.Akt - scene 2:
I Ptahs tempel.
   Præstinderne påkalder guden Ptah, og danser til hans ære.
   Radamès modtager, af Ramis's hånd, det hellige sværd som han skal bære i kamp. Ramfis beder med Radamès, og de tilstedeværende slutter sig til dem i en bøn om sejr, hvorefter præstinderne genoptager deres mystiske dans.

2.Akt - scene 1:
Amneris's private gemak i paladset i Theben.
   Den ægyptiske hær har sejret over æthioperne. Amneris smykkes til sejrsfesten mens hendes slaver synger og danser.
   Da Aida kommer ind bliver Amneris igen grebet af mistænksomhed. Hun beslutter at lokke sandheden ud af Aida, og fortæller hende derfor at Radamès er død. Knebet virker. Aida kan ikke skjule at hun er sønderknust. Mens man, udefra, hører foket synge ægyptens kampsang, afslører Amneris at det hun fortalte var løgn.
   Aida bliver jublende glad, hvilket gør Amneris aldeles rasende. Hun lover Aida al landsens ulykker og beordrer hende til at ledsage sig til triumftoget, så Radamès rigtigt kan se, hvor stor forskel der er på den ydmyge slavinde og den stolte prinsesse.

2.Akt - scene 2:
Uden for Thebens mure, ved Amons tempel.
   Kongen kommer ind sammen med hele sit hof, og sætter sig på sin trone. Folkemasserne tiljubler den sejrrige Radamès, mens han passerer forbi med sine soldater i en overdådig procession.
   Kongen stiger ned fra sin trone og omfavner Radamès, der nu modtager sejrskronen af Amneris's hånd. Radamès må ønske sig hvad som helst i denne verden. Det vil blive opfyldt, sværger han.
   Radamès beder om at krigsfangerne må blive bragt ind. Aida genkender sin fader imellem dem, men Amonasro beder hende tie stille med, hvem han er. For selv om ægypterne har hørt hendes udbrud, og nu ved at han er hendes fader, ved de ikke at hun er datter af den æthiopiske konge.
   Præsterne kræver død over fangerne, som beder for deres liv. Kongen vil helst vise nåde, men præsterne vil se blod. Radamès støtter kongen: Der er ingen fare nu, hvor Amonasro er faldet på slagmarken. - Det har han et øjenvidne på. Amonasro bliver kaldt frem, og sværger at han har set det med sine egne øjne.
   Radamès bruger sit ønske på at bede Farao befri alle fangerne. Kongen vil gerne opfylde ønsket, men præsterne lægger sig imellem. Enden bliver et kompromis. Fangerne vil blive befriet, men Aida og hendes fader skal forblive gidsler. Farao, der godt er klar over at ønsket ikke er blevet opfyldt fuldstændigt, lover Radamès sin datters hånd, hvilket samtidig vil give Radamès arveret til den ægyptiske trone.
   Denne offentlige forlovelse modtages med stor tilfredshed af Amneris, men med mindre enthusiasme af Radmès og - især Aida.

3.Akt:
Ved Isis's tempel på Nilens bred.
   Der høres sang fra templet, hvor præster og præstinder beder for Amneris's ægteskab. Amneris og Ramfis ankommer i en båd og går ind i templet.
   Aida kommer listende. Radamès har bedt hende møde sig ved templet. Hun sørger over sin tabte kærlighed, og længes til sit fædreland. Hun afbrydes i sine triste tanker da der kommer nogen. Det er ikke Radamès, men derimod hendes fader. Han ved besked med hendes kærlighed til den ægyptiske hærfører.
   Æthioperne planlægger et nyt angreb, og Amonasro presser og truer sin datter til at lokke den ægyptiske krigsopstilling ud af Radamès. Han gemmer sig da Radamès et øjeblik efter kommer.
   Radamès kan ikke forstå at Aida er så ulykkelig. Han tror selv, at han, når nu han har beseglet sejren over æthioperne, kan bede Farao om tilladelse til at gifte sig med hende. Aida mener imidlertid ikke det vil være så let. Hun er bange for Amneris's hævn, og overtaler Radamès til at flygte fra Ægypten sammen med hende. Han giver modstræbende efter.
   Hun spørger hvordan de, under flugten, kan undgå at løbe ind i den ægyptiske hær - og Radamès fortæller hende intetanende, at de bare skal holde sig fra Napata-slugten, hvor hele hæren står opstillet.
   Amonasro kommer frem fra sit skjulested og fortæller den lamslåede Radamès hvem han er. Det går op for Radamès at han nu er landsforræder, og han bliver dybt ulykkelig. Én ting var at flygte sammen med en slavinde - noget ganske andet at slutte sig til fjenden, og bytte én kongedatter ud med en anden.
I det samme kommer Amneris og Ramfis ud af templet. Amonasro går til angreb på dem, men Radamès lægger sig imellem. Han opfordrer Aida og hendes fader til at flygte, men overgiver sig selv til Ramfis's vagter.

4.Akt - scene 1:
En sal i det kongelige palads i Memphis.
   Amneris forlanger fangen fremstillet for sig. Hun kan ikke forstå at han ikke gør noget for at forsvare sig mod de frygtelige anklager der rettes mod ham. Radmès svarer, at når Aida er død, ser han ingen grund til at leve videre. Amneris fortæller ham modstræbende, at godt nok er Amonasro blevet dræbt, men Aida slap væk. Hun lover ham, at hvis han vil opgive enhver tanke om Aida, vil hun sørge for at han bliver frikendt - det var jo trods alt hende selv, der anklagede ham fra starten. Radamès vil imidlertid ikke høre tale om at glemme Aida, så Amneris må opgive, og lade sagen gå sin gang.
   Præsterne kommer og fører Radamès ind i domssalen. Amneris sidder udenfor og lytter, rædselsslagent, mens præsterne anklager Radamès, der slet ikke forsvarer sig. Han idømmes, som forventet, dødsstraf - lovens strengeste.
   Amneris prøver at få præsterne til at skifte mening, men de vil overhovedet ikke høre på hende. Manden er forræder og vil få sin straf. Hun må give op, men forbander dem for deres grusomhed.

4.Akt - scene 2:
Øverst - Ptahs tempel, badet i lys.
Nederst - et dunkelt gravkammer.
   Radamès er blevet levende begravet. Muret inde i krypten under Ptahs tempel. Han sørger over aldrig mere at skulle se dagens lys - og endnu værre - over aldrig mere at skulle se Aida. Pludselig hører han noget pusle. Først tror han, det er et spøgelse, men opdager så at det er Aida. Hun er hemmeligt vendt tilbage til Memphis, og har sneget sig ned i graven for at dø sammen med sin elskede.
   Radamès kan ikke udholde tanken om at hun skal dø. Han forsøger desperat at vælte stenen bort fra indgangen, men forgæves.
   Ovenover graven synger præsterne en begravelseshymne.
   Aida trøster ham. Hun kan se dødens engel, som vil føre dem til himlen, hvor de kan være sammen for evigt. Her på jorden var der alligevel ingen fremtid for dem. Radamès resignerer, og sammen siger de verden farvel.
   Ovenpå graven ligger Amneris, og beder, grædende, for Radamès's sjæl.