Aida
Libretto: Antonio Ghislanzoni
- efter Camille du Locles franske
prosa-version af ægyptologen, Auguste Mariettes historie.
|
Handlingen foregår i Memphis og Theben på Faraonernes tid.
Personerne er:
Farao - il Re | kongen af Ægypten | bas |
Amneris | hans datter | mezzo |
Aida | hendes æthiopiske slavinde | sopran |
Radamès | en ung ægyptisk hærfører | tenor |
Amonasro | kongen af Æthiopien | baryton |
Ramfis | ægyptisk ypperstepræst | bas |
- | ægyptisk ypperstepræstinde | sopran |
- | en budbringer | tenor |
1.Akt - scene 1:
Kongens palads i Memphis.
Der er netop
indløbet meddelelse om, at den æthiopiske hær har invaderet
Ægypten.
Ypperstepræsten,
Ramfis, taler med Radamès, en ung kaptajn i hæren. Ramfis
har netop konsulteret gudinden Isis's orakel, og har fået navnet
at vide på den kriger som skal lede Ægyptens forsvar. Kongen
vil i dag, offentligt, afsløre den udvalgte hærførers
identitet.
Ramfis går,
og Radamès tænker over, hvor meget han ville ønske
at han var den udvalgte. Som sejrherre ville han kunne forlange at blive
gift med den æthiopiske slavinde, Aida, som han i al hemmelighed
elsker.
Amneris, Faraos
datter, er forelsket i Radamès. Hun kommer ind og ser ham hensunken
i lykkelige tanker. Hun udspørger ham indgående, for det må
være en kvinde han stod og drømte om, og hun regner naturligvis
med at det var hende. Han svarer imidlertid ikke helt tilfredsstillende
på spørgsmålene, så hendes mistænksomhed
bliver vakt. Vé Radamès hvis han elsker en anden - og vé
denne anden.
Nu kommer Aida,
og den mistænksomme Amneris lægger mærke til de blikke
hun udveksler med Radamès.
Kongen kommer
ind med det samlede hof. Han hidkalder sendebudet, der meddeler at Amonasro,
den æthiopiske konge, er gået ind i Ægypten med sin hær,
og er parat til at udradere Theben. Farao erklærer krig og proklamerer
at Radamès vil lede de ægyptiske tropper. Amneris overrækker
Radamès den kongelige fane og alle istemmer den ægyptiske
kampsang, hvorefter de følger Radamès til templet, hvor han
skal modtage sin indvielse.
Aida bliver
alene tilbage og grubler over sit store dilemma. Hun elsker Radamès,
der er hendes folks fjende. Ved at ønske ham en sejrrig hjemkomst
har hun samtidig bedt om sin faders nederlag. Hun er nemlig ingen anden
end Amonasros datter.
1.Akt - scene 2:
I Ptahs tempel.
Præstinderne
påkalder guden Ptah, og danser til hans ære.
Radamès
modtager, af Ramis's hånd, det hellige sværd som han skal bære
i kamp. Ramfis beder med Radamès, og de tilstedeværende slutter
sig til dem i en bøn om sejr, hvorefter præstinderne genoptager
deres mystiske dans.
2.Akt - scene 1:
Amneris's private gemak
i paladset i Theben.
Den ægyptiske
hær har sejret over æthioperne. Amneris smykkes til sejrsfesten
mens hendes slaver synger og danser.
Da Aida kommer
ind bliver Amneris igen grebet af mistænksomhed. Hun beslutter at
lokke sandheden ud af Aida, og fortæller hende derfor at Radamès
er død. Knebet virker. Aida kan ikke skjule at hun er sønderknust.
Mens man, udefra, hører foket synge ægyptens kampsang, afslører
Amneris at det hun fortalte var løgn.
Aida bliver
jublende glad, hvilket gør Amneris aldeles rasende. Hun lover Aida
al landsens ulykker og beordrer hende til at ledsage sig til triumftoget,
så Radamès rigtigt kan se, hvor stor forskel der er på
den ydmyge slavinde og den stolte prinsesse.
2.Akt - scene 2:
Uden for Thebens mure,
ved Amons tempel.
Kongen kommer
ind sammen med hele sit hof, og sætter sig på sin trone. Folkemasserne
tiljubler den sejrrige Radamès, mens han passerer forbi med sine
soldater i en overdådig procession.
Kongen stiger
ned fra sin trone og omfavner Radamès, der nu modtager sejrskronen
af Amneris's hånd. Radamès må ønske sig hvad
som helst i denne verden. Det vil blive opfyldt, sværger han.
Radamès
beder om at krigsfangerne må blive bragt ind. Aida genkender sin
fader imellem dem, men Amonasro beder hende tie stille med, hvem han er.
For selv om ægypterne har hørt hendes udbrud, og nu ved at
han er hendes fader, ved de ikke at hun er datter af den æthiopiske
konge.
Præsterne
kræver død over fangerne, som beder for deres liv. Kongen
vil helst vise nåde, men præsterne vil se blod. Radamès
støtter kongen: Der er ingen fare nu, hvor Amonasro er faldet på
slagmarken. - Det har han et øjenvidne på. Amonasro bliver
kaldt frem, og sværger at han har set det med sine egne øjne.
Radamès
bruger sit ønske på at bede Farao befri alle fangerne. Kongen
vil gerne opfylde ønsket, men præsterne lægger sig imellem.
Enden bliver et kompromis. Fangerne vil blive befriet, men Aida og hendes
fader skal forblive gidsler. Farao, der godt er klar over at ønsket
ikke er blevet opfyldt fuldstændigt, lover Radamès sin datters
hånd, hvilket samtidig vil give Radamès arveret til den ægyptiske
trone.
Denne offentlige
forlovelse modtages med stor tilfredshed af Amneris, men med mindre enthusiasme
af Radmès og - især Aida.
3.Akt:
Ved Isis's tempel på
Nilens bred.
Der
høres sang fra templet, hvor præster og præstinder beder
for Amneris's ægteskab. Amneris og Ramfis ankommer i en båd
og går ind i templet.
Aida kommer
listende. Radamès har bedt hende møde sig ved templet. Hun
sørger over sin tabte kærlighed, og længes til sit fædreland.
Hun afbrydes i sine triste tanker da der kommer nogen. Det er ikke Radamès,
men derimod hendes fader. Han ved besked med hendes kærlighed til
den ægyptiske hærfører.
Æthioperne
planlægger et nyt angreb, og Amonasro presser og truer sin datter
til at lokke den ægyptiske krigsopstilling ud af Radamès.
Han gemmer sig da Radamès et øjeblik efter kommer.
Radamès
kan ikke forstå at Aida er så ulykkelig. Han tror selv, at
han, når nu han har beseglet sejren over æthioperne, kan bede
Farao om tilladelse til at gifte sig med hende. Aida mener imidlertid ikke
det vil være så let. Hun er bange for Amneris's hævn,
og overtaler Radamès til at flygte fra Ægypten sammen med
hende. Han giver modstræbende efter.
Hun spørger
hvordan de, under flugten, kan undgå at løbe ind i den ægyptiske
hær - og Radamès fortæller hende intetanende, at de
bare skal holde sig fra Napata-slugten, hvor hele hæren står
opstillet.
Amonasro kommer
frem fra sit skjulested og fortæller den lamslåede Radamès
hvem han er. Det går op for Radamès at han nu er landsforræder,
og han bliver dybt ulykkelig. Én ting var at flygte sammen med en
slavinde - noget ganske andet at slutte sig til fjenden, og bytte én
kongedatter ud med en anden.
I det samme kommer Amneris
og Ramfis ud af templet. Amonasro går til angreb på dem, men
Radamès lægger sig imellem. Han opfordrer Aida og hendes fader
til at flygte, men overgiver sig selv til Ramfis's vagter.
4.Akt - scene 1:
En sal i det kongelige
palads i Memphis.
Amneris forlanger
fangen fremstillet for sig. Hun kan ikke forstå at han ikke gør
noget for at forsvare sig mod de frygtelige anklager der rettes mod ham.
Radmès svarer, at når Aida er død, ser han ingen grund
til at leve videre. Amneris fortæller ham modstræbende, at
godt nok er Amonasro blevet dræbt, men Aida slap væk. Hun lover
ham, at hvis han vil opgive enhver tanke om Aida, vil hun sørge
for at han bliver frikendt - det var jo trods alt hende selv, der anklagede
ham fra starten. Radamès vil imidlertid ikke høre tale om
at glemme Aida, så Amneris må opgive, og lade sagen gå
sin gang.
Præsterne
kommer og fører Radamès ind i domssalen. Amneris sidder udenfor
og lytter, rædselsslagent, mens præsterne anklager Radamès,
der slet ikke forsvarer sig. Han idømmes, som forventet, dødsstraf
- lovens strengeste.
Amneris prøver
at få præsterne til at skifte mening, men de vil overhovedet
ikke høre på hende. Manden er forræder og vil få
sin straf. Hun må give op, men forbander dem for deres grusomhed.
4.Akt - scene 2:
Øverst - Ptahs
tempel, badet i lys.
Nederst - et dunkelt
gravkammer.
Radamès
er blevet levende begravet. Muret inde i krypten under Ptahs tempel. Han
sørger over aldrig mere at skulle se dagens lys - og endnu værre
- over aldrig mere at skulle se Aida. Pludselig hører han noget
pusle. Først tror han, det er et spøgelse, men opdager så
at det er Aida. Hun er hemmeligt vendt tilbage til Memphis, og har sneget
sig ned i graven for at dø sammen med sin elskede.
Radamès
kan ikke udholde tanken om at hun skal dø. Han forsøger desperat
at vælte stenen bort fra indgangen, men forgæves.
Ovenover graven
synger præsterne en begravelseshymne.
Aida trøster
ham. Hun kan se dødens engel, som vil føre dem til himlen,
hvor de kan være sammen for evigt. Her på jorden var der alligevel
ingen fremtid for dem. Radamès resignerer, og sammen siger de verden
farvel.
Ovenpå
graven ligger Amneris, og beder, grædende, for Radamès's sjæl.