Bellinis 8. opera

Melodramma i to akter. Libretto Felice Romani
efter La Sonnambule, ou L'arrivée d'un nouveau seigneur (Søvngængersken eller En ny herres ankomst) en ballet-pantomime af Eugène Scribe og Jean-Pierre Aumer
Premiere, Teatro Carcano, Milano, 6/3 1831

Bellini følte sig ikke rigtig rask i sommeren 1830. Han led allerede på dette tidspunkt af den mavesygdom som blot fem år senere skulle koste ham livet. Han tog på rekreation ved Como-søen og fik det heldigvis bedre. Her mødte han sopranen Giuditta Pasta som kom til at synge hovedpartiet i tre af hans fire sidste operaer, og som den dag i dag huskes som 'den berømte Bellini-sangerinde'.

Kontrakten på La Sonnambula blev underskrevet mens Bellini opholdt sig ved Como-søen. Det fortælles at Teatro Carcano bevidst hyrede både Bellini og Donizetti til at skrive en opera med tekst af Romani i samme sæson for at se hvem af dem der var den bedste komponist. Under alle omstændigheder påvirkede det Bellini at Donizetti havde stor succes med sin Anna Bolena, som åbnede sæsonen på Carcano-teatret, den 26. december 1830.

Om det var derfor, eller på grund af frygt for censuren, Bellini opgav sin planlagte Hernani (et emne som Verdi fik smuglet igennem censuren 13 år senere) er uvist, Ihvertfald bad han Romani finde på noget helt andet, og resultatet blev altså La sonnambula. En udramatisk men rørende og meget lyrisk pastorale.

Romani ville gerne have haft den yderligere forvikling på handlingen, at Amina skulle vise sig at være grevens uægtefødte datter. Dette ville Bellini dog ikke høre tale om, men en antydning er der nu alligevel (og ikke kun i teksten) i grevens caballetta 'Tu non sai'. Bellini bruger samme underlægningseffekter som på det sted i Straniera hvor Arturo frister Alaide med sin høje stand..... uden at vide at hendes er højere. (Se Parodier).

Sonnambula var en øjeblikkelig succes, men netop på grund af det meget anderledes emne, svær at bedømme i forhold til Donizettis Anna Bolena. Det har man sikkert heller ikke kunnet dengang.
Hovedrollerne blev sunget af Giuditta Pasta, Giovanni Battista Rubini, Luciano Mariani og Elisa Taccani.

Det berømteste udtog af La sonnambula må, skønt der er mange, være Aminas afsluttende 'Ah non credea mirarti', hvor hun, efter at have risikeret livet i søvne på den smalle bro, sammenligner sin kærlighed med den visne blomst Elvino gav hende dagen før.

Der findes mangfoldige indspilninger af La sonnambula. Her blot et par eksempler: