Libretto: FELICE ROMANI
- efter Eugène Scribes scenario til Jean-Pierre Aumer's ballet 'La sonnambule ou L'arrivée d'un nouveau seigneur'.
 
 

La Sonnambula
HANDLINGEN :

 - foregår i en landsby i Schweiz først i 1800-tallet.

1.Akt - scene 1:
I landsbyen.

Hele landsbyen er forsamlet for at fejre Aminas forlovelse med Elvino (VIVA! VIVA!). Hun er landsbyens smukkeste pige, han er en velhavende ung gårdejer. Den eneste der er bedrøvet er Lisa, som driver den lokale kro, hun er nemlig blevet svigtet af Elvino til fordel for Amina (TUTTO È GIOIA, TUTTO È FESTA). Hun elsker stadig den troløse Elvino og har slet ikke tid til sin tilbeder, Alessio, som imidlertid, med stor tålmodighed og udholdenhed, vedbliver at gøre kur til hende. Det er ham som har organiseret dagens festivitas og snart synger landsbyboerne - under hans ledelse - det unge pars pris (IN ELVEZIA NON V'HA ROSA). Dette får Amina til at komme frem sammen med Teresa for at takke dem (CARE COMPAGNE). Amina, der er forældreløs, er blevet opdraget af Teresa, hvis mølle, komplet med strømmende vand og drejende hjul, ligger lige ved siden af. Amina takker også Teresa, før hun synger en sang om sin lykke (COME PER ME SERENO). Hun beder Teresa føle efter, hvor hendes hjerte banker (SOVRA IL SEN) og er selv lidt i tvivl om alt denne lykke ikke bliver for meget for hende.
Elvino kommer for sent til forlovelsesceremonien fordi han har besøgt sin moders grav på vejen, for at bede om hendes velsignelse. Han undskylder forsinkelsen (PERDONA, O MIA DILETTA). Notaren forespørger hvad de hver især bringer med sig ind i ægteskabet. Elvino, sit navn og hele sin ejendom - Amina kun sit hjerte. Men det er også nok for Elvino, kontrakten underskrives i notarens påsyn og og Elvino forærer Amina sin moders ring (PRENDI; L'ANEL TI DONO). Landsbyboerne er glade for forbindelsen, men Amina kan slet ikke finde ord til at beskrive sin lykke (AH! VORREI TROVAR PAROLE). Bryllupsdagen bliver fastsat til næste dag.
Nu ankommer en fremmed, Rodolfo, som spørger om vej til slottet. Lisa fortæller ham at han ikke kan nå frem dertil før mørkefald og anbefaler ham i stedet at overnatte på hendes kro. Han får den udpeget, og siger at han genkender den, hvorefter han fortaber sig i gamle minder (VI RAVVISO) Landsbyboerne undrer sig over hvem han mon kan være, men han undgår et direkte spørgsmål ved at kommentere festlighederne, og får besked om brylluppet. Amina bliver præsenteret som bruden og så snart han ser hende bliver han slået af hendes skønhed og lighed med den kvinde han engang elskede (TU NON SAI). Hans komplimenter gør Elvino jaloux og Lisa misundelig, men de øvrige landsbyboere finder hans bymanerer fascinerende. Til sidst afslører han, som svar på Elvinos stiklerier, at han rent faktisk, som dreng, har tilbragt nogen tid hos greven på det nærliggende slot. Teresa fortæller uopfordret at greven nu har været død i fire år og at man ikke har hørt fra hans arving siden denne forsvandt for længe siden. Rodolfo svarer hemmelighedsfuldt at den savnede arving er i live og vil vende tilbage til dem en skønne dag. Nu høres fårehyrdernes fløjten, som kalder flokkene hjem til natten og dette minder Teresa om at det er på tide at alle går hver til sit, for ikke at risikere at møde det rædsomme genfærd som hjemsøger landsbyen efter mørkefald. Rodolfo spørger nysgerrigt til dette genfærd og alle beskriver et mystisk hvidklædt spøgelse, der om natten får selv dyrene til at blive rædselsslagne (A FOSCO CIELO, A NOTTE BRUNA). Rodolfo afviser tanken om et sådant væsen, men landsbyboerne insisterer på at det virkelig findes og alle skynder sig bort undtagen Amina og Elvino. Elvino ville egentlig være gået uden at tage afsked med Amina, så sur var han blevet over hendes letfærdige omgang med den fremmede, men hun kalder ham tilbage og overtaler ham til at indrømme at hans jalousi er urimelig (SON GELOSO DEL ZEFIRO ERRANTE). De skilles til sidst efter ømme kærlighedserklæringer.

1.Akt - scene 2:
Rodolfos værelse på kroen.

Rodolfo har trukket sig tilbage for natten. Han glæder sig i sit stille sind over den smukke egn, de venlige folk og de kønne piger (DAVVER NON MI DISPIACE).
Lisa kommer ind for at se om alt er som "Hans Nåde" behager. Hun har fået at vide hvem han er af borgmesteren, som har genkendt ham som grevens savnede arving. Rodolfo må erkende at han er genkendt og snart vil blive hyldet af landsbyboerne og benytter lejligheden til at flirte lidt med sin attraktive værtinde. Lisa besvarer flirten, men de forstyrres af støj fra vinduet. Lisa gemmer sig hurtigt i det tilstødende påklædnings-værelse, men taber sit lommetørklæde i farten. En hvidklædt skikkelse kommer ind i værelset gennem vinduet og et øjeblik er Rodolfo tilbøjelig til at tro at der virkelig er noget om det hvidklædte spøgelse(CHE VEGGIO?). Han bliver imidlertid meget hurtigt klar over at spøgelset er af kød og blod, at det rent faktisk er Amina og at hun sover. Han er vidne til det usædvanlige, men iøvrigt fuldstændig normale, fænomen - søvngængeri. Lisa, der stadig står skjult, har også genkendt sin rival, men, da hun uden videre går ud fra at Amina befinder sig i grevens værelse med ureelle hensigter, skynder hun sig afsted for at hente Elvino så han selv kan se hvor uværdig hans udvalgte brud er. Rodolfo slås med fristelsen, her er han i sit kammer, helt alene med en køn, sovende pige, der helt klart tror han er en anden(OH CIEL!...CHE TENTO). Amina drømmer om dagens begivenheder og sit bryllup og er fuldstændig forsvarsløs. Rodolfo er lige ved at udnytte situationen, men overvinder sig selv og smutter ud af vinduet da han hører landsbyboernes stemmer ved døren. Disse kigger ind for at få et glimt af den nye greve, men ser i stedet en kvinde på sengen (OSSERVATE! L'USCIO È APERTO). Det undrer dem en hel del. Nu kommer Elvino styrtende til sammen med Lisa. Han beskylder hende for at lyve (È MENZOGNA). Men han får straks efter øje på Amina, og tror straks det værste. Amina vågner op - totalt forvirret - og opdager at hendes forlovede ikke vil kendes ved hende, samt at hun er til grin for hele landsbyen. Hun forsvarer sig (D'UN PENSIERO E D'UN ACCENTO), men ingen tror hende, mindst af alt Elvino. Den eneste der stadig har noget til overs for Amina er hendes plejemoder, Teresa. Elvino aflyser brylluppet, selvom det smerter ham. Han kan ikke gifte sig med en sådan falsk og troløs kvinde, der har svigtet ham. Amina er på nippet til at dø af sorg over at blive forstødt uden grund af den mand hun elsker. De kan godt blive enige om, at denne opførsel ikke var, hvad de forventede af den anden, dengang de forelskede sig (NON È QUESTA, INGRATO CORE).

2.Akt - scene 1:
I skoven nær landsbyen.

Nogle landsbyboere er på vej til slottet ad en skovklædt sti. De har besluttet at grev Rodolfo må hjælpe Amina ud af den uholdbare situation, ved, enten at støtte hende eller undsige hende (QUI LA SELVA). Efter at have holdt en kort pause for at diskutere hvordan de skal fremlægge deres sag, fortsætter de. Amina og Teresa kommer nu til syne på vej samme sted hen. De kommer forbi Elvinos gård og ser den unge mand selv nærme sig. Han lægger ikke mærke til dem, så opslugt er han af sine egne dystre tanker. Amina tøver først, men går så hen til ham for at forsikre ham om sin uskyld, men han afviser hende rasende (PASCI IL GUARDO) og tager sin ring af hendes finger. Under dette optrin kommer landsbyboerne glade tilbage fra slottet - Greven har renset Aminas navn. Elvino er imidlertid ikke overbevist (AH! PERCHÈ NON POSSO ODIARTI).

2.Akt - scene 2:
I landsbyen.

I landsbyen forfølger Alessio stadig den modvillige Lisa, men hans håb lader til at blive endeligt udslukt, da det rygtes blandt de ophidsede landsbyboere og senere bekræftes af Elvino selv, at Lisa nu er Elvinos udvalgte brud og at han straks vil føre hende til alteret. Lis bliver ovenud lykkelig (DE' LIETI AUGURI). Netop i dette afgørende øjeblik, ankommer grev Rodolfo atter til landsbyen. Han insisterer endnu engang på Aminas uskyld og holder et foredrag om somnambulisme. Ingen tror et ord af hvad han siger. Slet ikke Elvino, der fortæller ham at han er nødt til at tro på hvad han har set med sine egne øjne (SIGNOR CONTE, AGLI OCCHI MIEI). Støjen fra denne meningsudveksling bringer Teresa til møllens vindue, hvor hun beder om ro, fordi det netop er lykkedes Amina at falde i søvn (PIANO, AMICI). Hun ser hvad der foregår - at Elvino er ved at gifte sig med Lisa - og tager Lisas lommetørklæde frem. Hun fortæller hvor hun har fundet det og erklærer Lisa utroværdig. Lisa er målløs og Elvino mister totalt troen på kvinder (LISA MENDACE ANCH'ESSA!). Greven erklærer endnu engang Amina uskyldig, men Elvino spørger desperat hvordan det skal kunne bevises. Greven svarer at det kan hun selv, og peger på et andet vindue i møllen, som Amina netop nu kommer ud af. Alle stirrer rædselsslagne mens hun går langs tagkanten og derefter begynder at krydse den vakkelvorne plankebro, der fører over mølledybet. Hun vakler. De gisper. Men endelig er hun ovre på den anden side, og stadig fast sovende giver hun udtryk for sin sorg og sin kærlighed til Elvino (AH! NON CREDEA MIRARTI), så rørende at enhver tvivl om hendes ærlighed gøres til skamme. Elvino og Teresa skynder sig hen til hende og Rodolfo tillader nu at hun må vækkes. Troskab, kærlighed og ringen er nu tilbage på rette plads og det unge par skynder sig til alteret, ivrigt fulgt af resten af landsbyen. Amina er atter ovenud lykkelig, det onde mareridt er overstået (AH! NON GIUNGE UMAN PENSIERO).