Dansk oversættelse, udgivet af "RADIOLYTTEREN"S FORLAG i 1928, i anledning af en radiotransmission fra et italiensk gæstespil på Det Kongelige Teater den 22. april. Pris: 35 øre.

(Teksten er beskåret efter tidligere tiders sædvane)

1.Akt
2.Akt (atto primo - 2)
3.Akt (atto secondo)
 

Handlingen foregaar i en Landsby i Schweiz

PERSONERNE:
Grev Rudolph
Therese, Møllerenke
Amina, hendes Plejedatter
Elvin, en rig Forpagter, Aminas Brudgom
Lise, en ung Enke, Værtshusholderske
Alexis, en Bonde
En Notarius

Første Akt
Scenen forestiller en aaben Plads i Landsbyen. Tilvenstre ses Værtshuset og tilhøjre Møllen.
Baggrunden forestiller et Schweizer Landskab.
Første scene
I
Ved Tæppets Opgang høres i Afstand en landlig Musik. Bønderne raaber:
Leve Amina!

LISE
fra Værtshuset
Denne Festlighed og Glæde
vækker kun min bitre Harm!
Ak, mit Hjertes dybe Smerte
dæmpes ej ved denne Larm.
Hendes Skønhed mig fortrænger
fra min Elvins ømme Favn;
alle juble, alt genlyder
af Aminas Navn.

ALEXIS
fra Baggrunden
Lise, Lise!

LISE
Hvilken Plage!

ALEXIS
Hvad, du flyer mig?

LISE
Dig og alle!

KOR
nærmer sig
Længe leve vor Amina!

ALEXIS
til Lise
Dog ej altid, søde Lise,
har du haanligt undflyet mig;
snart en anden Brudevise
vil dig gøre lykkelig.

II

Bønder og Bønderpiger kommer ned fra Højderne i Baggrunden. Alle er festligt klædte. Nogle af Karlene har forskellige Slags Blæse- og Strygeinstrumenter. Pigerne bærer Kurve fyldte med Blomster. De stiller sig alle op uden for Møllerhuset.

KOR
Længe leve vor Amina!

ALEXIS
idet han ordner Skaren, til Lise
Træd ind i Rækken, min Lise!

LISE
Han mig spotter, hvilken Kval!

ALEXIS og KOR
Brudesangen maa vi prøve,
at den uden Fejl kan gaa.

LISE
afsides
Alt mit Haab de mig berøve,
jeg forsmaaet her skal staa.

KOR
Som en dejlig Alperose
blomstrer vor Amina kær,
hendes hulde Aasyn smiler,
yndigt som et Morgenskær.
I den Krans, som vi dig binder
vil du hvide Lillier finde,
som Symbolet paa din Dyd
skal du bære denne Pryd.

LISE
afsides
Ak, hvor disse Brudesange,
som jeg engang haabed glad
var bestemte til at lyde
paa min egen Bryllupsdag,
grusomt saare dette Hjerte!
Ak, alt Haab forlader mig.

ALEXIS
til Lise
Snart skal disse Brudesange,
Elskte, lyde for dit Øre,
naar barmhjertig du vil høre
mine ømme Elskovssuk.

KOR
Troskab, Mandens bedste Smykke,
bor i Elvins unge Bryst,
derfor varigt Held og Lykke
vil dig bringe Livets Lyst.
Held jer, Held jer, Lykkelige,
snart I begge Favn i Favn
leve skal et Himmerige
uden Sorger, uden Savn.

III

AMINA
O, hvilken Fryd, at alle
mine Barndoms Venner samles om mig her
for Del at tage i min Lykke!
Dybt i mit Hjerte, som et helligt Minde
om Eders Venskab, skal det evigt gemmes.

KOR
Lev stedse lykkelig.
Det ønske alle dig af Hjertet.

AMINA
O, Moder, du som kærligt fredet har
om mine Barndomsdage,
jeg arme Faderløse!
Min hele Lykke skylder jeg kun dig.
Lad disse Glædestaarer tolke
mit Hjertes varme TAk!
Af salig Længsel banker
mit Hjerte Slag i Slag,
og Haabets glade Tanker
opfylde mig i Dag.
Fra Himlens klare Bue
udstrømmer Glans og Pragt;
alt hvad jeg monne skue,
er klædt i festlig Dragt.

KOR
Gid alle dine Dage
maa blive denne lig.
Gid Himlen naaderig
dit Fjed ledsage.

AMINA
griber sin Plejemoders Haand og trykker den til sit Bryst
Moder, føl dog hvor mit Hjerte
banker fuldt af salig Lyst!
Kan jeg bære al den Lykke,
som opfylder dette Bryst!

ALEXIS
Jeg fremfor alle ønsker dig til Lykke.
Jeg har anordnet hele Festen,
og forfattet Sangen;
vore Venner fra alle Kanter samled jeg
for dig, Amina, at lykønske!

AMINA
Hav Tak, Alexis, for din Godhed!
Ret snart jeg haaber alt dig at gengælde,
naar du til Alteret Elise fører.
Thi man fortæller, at vi snart
som Brudgom dig skal se.

ALEXIS
O, søde Lise!

LISE
Aa, det har intet Hastværk!

ALEXIS
Ak hvor grusomt!

THERESE
O, plag ham ej!

LISE
I nu da – Hymens Lænker
jeg ynder ej; min Frihed højt jeg skatter.

AMINA
Ak, vidste du hvor stor en Salighed,

hvor ren en Glæde Kærlighed os skænker!

LISE
Ja, først den smigrer sødt de svage Hjerter,
men siden, ak!

THERESE
Hvor hun sig kan forstille!

KOR
Notaren!

IV

AMINA
Og min Elvin er ej kommen!

NOTARIUS
Straks er han her!
Med lette Fjed jeg saa ham
over Højen hid at ile.

KOR
Se hist!

AMINA
gaar ham i møde
Min Elvin, atter jeg dig skuer!

V

ELVIN
Tilgiv, Amina, at jeg dig lod vente!
Paa denne Dag, som evigt os forener,
jeg fromt har bedt for vor Fremtids Held!
Jeg har nedknælet ved min Moders Grav;
jeg bad: o elskte Moder, lad dit Øje
velsignende nedsmile til min Brud,
at hun din Søn maa skænke al den Lykke,
som du min Fader skabte! Trygt jeg haaber
min Elskte, at hun har bønhørt mig.

AMINA
O salige Tanke!

KOR
Ja, hun har bønhørt dig!

ELVIN
I, mine Venner,
være alle Vidner
til Ægtepagten!

NOTARIUS
bereder sig til at opsætte Ægteskabskontrakten
Elvin, sig, hvad bringer
som Medgift du din Brud?

ELVIN
Mit hele Eje!
Min Gaard, mit Navn,
ja, alt er hendes,
hvad jeg besidder.

NOTARIUS
Og Amina?

AMINA
Mit Hjerte kun.

ELVIN
O! rig er da din Elvin.

Medens Therese og Vidnerne underskriver Kontrakten sætter Elvin en Ring paa Aminas Finger.

ELVIN
Modtag da dette Troskabspant,
den Ring min Moder bar som Brud.
Ved den hun jordisk Lykke fandt;
nu beder hun for os hos Gud!
I Sorg og Glæde
dig hendes Aand omsvæve!
Lad denne Rose blomstre,
Amina, ved din Barm.

AMINA
O, rene Uskylds Billed.

ELVIN
Dit Billed, min Amina!

KOR
Ja, nu er alt fuldbragt,
Himlen signe jer Pagt!

AMINA
Ej med Ord jeg kan udtrykke
al den Salighed og Lykke,
som opfylder dette Hjerte
ved at være Elvins Brud!

ELVIN
Elskte, hvad i Dag henrykker
Sjælen sødt i salig Lyst,
straaler fra mit glade Øje,
toner klangfuldt i mit Bryst!
Klar, som Himlens skønne Bue,
jeg din rene Sjæl kan skue!
Saligt i mit Hjerte svulmer
Haabet om vor Fremtids Held.

KOR
O, hvor saligt de forene
sig i elskovsfulde Blikke.
O, gid Himlen dem forlene
varigt Held paa Livets Vej!

LISE
afsides
Hvor de ømt hinanden favner
nej, jeg det udholder ej.

ELVIN
Naar Solen atter sig hæver,
stiger fra Herrens Tempel
en Bøn til Gud om hans Velsignelse
til vor Forening.
Man hører Piskesmæld og Larmen fra en Vogn.
Hvad er dette?

KOR
En Herre!
De ile mod Baggrunden for at se efter.

AMINA
Ja, end flere Gæster.

VI

GREV RUDOLPH
I Sandhed en besværlig Rejse;
hvor Tiden faldt mig lang!
Sig, kære Venner, har jeg langt til Slottet?

LISE
Tre Mile;
De før Natten bryder frem,
vil næppe dertil komme;
mørk og farlig did er Vejen;
heller raader jeg Dem til her at overnatte.

GREV RUDOLPH
Ret gerne blev jeg,
men hvor findes et Herberg vel?

LISE
Hos mig, min Herre!

GREV RUDOLPH
Hvor da?

KOR
Se der!

GREV RUDOLPH
betragter Huset opmærksomt
Ah, jeg det kender!

LISE
forundret
De, min Herre, De?

KOR
Hvem mon han er?

GREV RUDOLPH
ser sig om
Ja, her er Møllen, Brønden, Skoven!
Hist ser jeg Forpagtergaarden!
Hvilke rige Barndomsminder
for min Tanke skønt oprinder
ved at skue disse Steder,
hvor min Barndom sødt henrandt!
Elskte Steder
jeg genfandt Eder,
men hine Dage
for stedse svandt.

KOR
afsides
Han vor Landsby jo genkender,
her han vist har været før.

GREV RUDOLPH
Som det synes, kære Venner,
man en Fest bereder her.

KOR
Ja, en Bryllupsfærd vi fejre!

GREV RUDOLPH
Hvor er Bruden, denne vel?
peger paa Lise

KOR
peger paa Amina
Nej, hende!

GREV RUDOLPH
Ha, hvad ser jeg, hvilken yndig Pige,
bly og frygtsom; hvilke ædle Træk!
Ved at skue denne Kvinde
fremstaar for min Sjæl et Minde
om den Elsktes hulde Billed,
som jeg evigt gemmer i mit Bryst.
Samme Træk, - en kær Erindring
fængsler mig til hende med Lyst!

LISE
afsides
Ene han paa hende agter!

ELVIN
afsides
Hvor han hende ømt betragter!

KOR
Hvor galant han ved at tale,
han er vist en fornem!

GREV RUDOLPH
Samme Træk, - en kær Erindring
fængsler mig til hende med Lyst!
Ha, hvad ser jeg...

ELVIN
Det lader til, at Herren
godt er kendt paa dette Sted?

GREV RUDOLPH
Hos Ejeren af Godset
jeg har tilbragt min Ungdom.

THERESE
Ak, forlængst den gode Herre
alt i Graven hviler.

GREV RUDOLPH
Jeg har begrædt ham;
han for mig en anden Fader var.

THERESE
En Søn han havde;
ved ham det ømme Faderhjerte hang.
Da han drog bort, han sørged sig til Døde.

GREV RUDOLPH
Om ham jeg sikkert Budskab bringe kan;
han lever!

LISE
Vil han da ej vende hjem til gamle Venner?

KOR
Ja, det ønsker alle!

GREV RUDOLPH
Ret snart han komme vil.

Man hører Alpehornet, som kalder Kvæget hjem fra Bjergene. Solnedgang.

THERESE
Nu Solen daler!
Nu maa I jer begive hjem.

KOR
Hvorfor?

THERESE
I ved, at Timen nærmer sig
da alle maa grue for det rædselsfulde Syn!

KOR
Ja, Timen nærmer sig!

GREV RUDOLPH
Nu, hvilket Syn!

ALLE
Ha, rædsomt viser det sig i den mørke Nat!

GREV RUDOLPH
O Daarskab!

ALLE
Herre, nej! Nu hør blot til!

GREV RUDOLPH
Nu vel, fortæl!

ALLE
Ja, hør blot til!
Naar Duggen falder, og Dagen viger,
naar over Jorden sig Mørket sniger,
da frem ad Taagen med hule Toner
stiger et rædsomt Syn!
Med fustne Kinder og fæle Miner,
i hvide Klæder det fremad triner,
vildt Haaret flagrer og Øjet brænder;
Ha, det sig nærmer, nu hjælp os Gud!

GREV RUDOLPH
Forjag kun Frygten for slige Syner,
som kun i Tanker hos jer opstaa.

KOR
Ak, det er Sandhed og ej Bedrag,
enhver har set det.

ELVIN
Det Sandhed er.

KOR
Naar sent om Natten vi ser det svæve,
og brat sig nærme, da alle bæve!
Man tør ej blive, man tør ej flygte,
ja Skrækken standser Hjertets Slag!
Selv Hunden skælver og bort sig sniger,
alt, hvad kun lever, med Rædsel viger.
Ja, Hunden skælver og bort sig sniger;
kun høres i Natten Uglens Skrig!

GREV RUDOLPH
Hvis her jeg bliver, jeg vil paatage
mig at forjage det slemme Syn.

ALLE
Vil han paatage sig at forjage
det slemme Syn, da frels ham Gud!

GREV RUDOLPH
Giv Eder kun tilfreds! gaa roligt hjem!
Og Eders Frygt for disse Rædselssyner
jeg snart forjage skal.

THERESE
Det Gud bønhøre!
Derom vi alle Himlen anraabe.

GREV RUDOLPH
til Lise
Nu efter Rejsen jeg til Hvile trænger;
smukke Værtinde, følg mig til mit Kammer!

ALLE
Nu vi ønske Godnat, kære Herre!

GREV RUDOLPH
tager Aminas Haand
Farvel da, hulde Pige, til i Morgen!
Dig Himlen skænke Livets bedste Lykke!

ELVIN
fortrydeligt
Hvor ømt han tar sig af Aminas Skæbne.

GREV RUDOLPH
til Elvin
Lyksalig du, som vandt et saadant Hjerte.

gaar med Lise ind i Værtshuset. Bønderne tager Afsked med Brudeparret og fjerner sig til forskellige Sider. Therese gaar ind i Møllen.

VII

AMINA
til Elvin som vil gaa
Men Elvin, vil du uden Afsked forlade mig?

ELVIN
Ih, Herren sagde dig jo ømt og kærligt Godnat.

AMINA
I Sandhed – han var saa venlig!
fra hans Øje lyste ret Hjertens Godhed –

ELVIN
Ja, for dig at vinde!

AMINA
Hvad mener du?
Hvad fattes dig, min Ven?

ELVIN
Nuvel, saa hør da;
kærligt trykked han din Haand,
med søde Ord dig smigred –

AMINA
Nu da?

ELVIN
Det sikkert var dig kært; ved hvert et Ord
jeg saa hans ømme Blikke møde dine.

AMINA
Ak, Elvin!
hvor kan du saa dybt mig krænke;
du ved, mit hele Liv tilhører dig.
Ja ene dig! Dig gav jeg Troskabsløftet,
og dog du tvivle kan?

ELVIN
Ak!

AMINA
Dig jeg elsker!

ELVIN
Ja, men –

AMINA
Nu tal da! Er du end jaloux?

ELVIN
Ak ja – det er jeg.

AMINA
Nu paa hvem?

ELVIN
Paa alle!

AMINA
Og har jeg da fortjent det?

ELVIN
O, tilgiv mig!
Jeg misunder Zephyrvinden,
naar den vifter dig om Kinden;
jeg misunder den dristige Bæk,
naar den opfanger dine yndige Træk.

AMINA
Men jeg elsker Zaphyrvinden,
naar den vifter mig om Kinden,
thi den hvisker mig i Øret ind
min Elvins kære Navn!

ELVIN
Ak, kan du da min Tvivl tilgive mig?

AMINA
Ja, hvis den aldrig vaagner mer hos dig!
Lad ingen Mistro mer dit Hjerte nage;
du hver Tvivl for evigt maa forjage.

BEGGE
Tro og Tillid i min Sjæl
sikre skal vor Fremtids Held.

AMINA
vil gaa
Og nu – Godnat!

ELVIN
Godnat, du Kære!
Vi til i Morgen skilles maa.

BEGGE
Snart skal du atter hos mig være –
i Drømme vil dit Billed for mig staa!
Godnat
Godnat!

de skilles

Anden Akt
(Anden scene)
I
Et værelse i Værtshuset. I Baggrunden til venstre et stort Vindue, uden for hvilket man ser Enden af en Stige. Til venstre en Dør, som fører ud til Gaarden; til højre en Dør ind til et Kabinet. En Seng, et Bord og nogle Stole. Paa Bordet staar to brændende Lys.

GREV RUDOLPH
alene
I Sandhed,
hvor dog alt behager mig paa dette Sted.
Hvor smuk er Egnen, Luften herlig,
venlige Folk, elskværdige Piger –
ja, her vil jeg blive.
Den unge Brud, hvor hun er yndig!
Selv Værtinden –
Lidt kort for Hovedet – dog hun mig behager.
Lise kommer fra Døren til venstre
Hvad ser jeg – ah! kom dristigt kun,
min smukke Værtinde.

LISE
Undskyld, Hr. Greve, at jeg kommer; -
jeg undersøge vil, om alting er i Orden.

GREV RUDOLPH
afsides
hvordan, Hr. Greve!
ah, man alt mig kender.

LISE
Tilgiv mig, Fogden har os alt fortalt det.
Den hele Egn sig til Fest bereder
for Dem at byde et "Velkommen hid",
og jeg lyksalig skatter mig, som først
bevidner Dem min dybeste Respekt.

GREV RUDOLPH
hvor gerne ønsked jeg hos dig at vække
en anden Følelse. Min kære Lise,
hvor du er smuk!

griber hendes Haand

LISE
Hr. Greve alt for artig.

GREV RUDOLPH
Ej jeg smigrer; disse skælmske Øjne
har vist alt mangt et Hjerte undertvunget.

LISE
Ak, jeg har aldrig haft en Elsker!

GREV RUDOLPH
Hvad?
Umuligt! det vil jeg ej tro,
en ved jeg sikkert –

LISE
Mon?

GREV RUDOLPH
Hvis det var mig.
Hvad ville du vel sige?

LISE
Gode Herre,
Ih nu – jeg vilde Dem ej tro;
uværdig jeg er saa stor en Ære;
men jeg trygt tør sige, -
Troskab bor i dette Hjerte.

GREV RUDOLPH
Hvor smuk og dydig!
Der høres støj fra Vinduet
Tys, der kommer nogen.

LISE
Hvor ubelejligt dog!

Vinduet aabnes

Greven
Hvem mon det er?

LISE
Her tør mig ingen finde.

Lise springer ind i Kabinettet, men taber i Hurtigheden sit Tørklæde. Greven tager det op og kaster det leende paa Sofaen. Amina, som gaar i Søvne, stiger ind af Vinduet, klædt i en hvid Natdragt, og kommer langsomt frem paa Scenen.

II

GREV RUDOLPH
betragter hende forundret
Hvad ser jeg! –
der vist er det før omtalte Syn;
men kan jeg tro mit Øje –
det er den unge Pige, som saa meget
behaged mig. Hvad skal jeg tro!

AMINA
Min Elvin!

GREV RUDOLPH
O Gud, hun sover!

AMINA
Hvad – du svarer ej?

GREV RUDOLPH
Hun gaar i Søvne.

AMINA
leende
Er du end jaloux paa den fremmede Herre?
Men saa tal dog!
Kan du mig krænke!

Gud, hvad skal jeg gøre!

AMINA
med Smerte
Ak, hvor ukærligt!
Men saa kom dog til mig.
Dig ene elsker jeg, det ved du – tag min Haand,
og tryk den til din Læbe som Forsoningstegn.

GREV RUDOLPH
Ej jeg formaar det!
O, gid ingen Larm maa hendes Drøm forstyrre.

LISE
aabner Kabinetsdøren og ser Amina
Hvad, Amina!
Ha, den Troløse!

hun skynder sig uden at blive bemærket af Greven gennem Døren til venstre, som hun lader staa aaben

GREV RUDOLPH
vil nærme sig Amina, men standser
Gud, hvad vil jeg gøre!

AMINA
I festlig Dragt højtideligt
til Festen de sig begive.

GREV RUDOLPH
Gid hendes Liv saa lykkeligt
som hendes Drøm maa blive.

AMINA
Man Brudekærten tænder.

GREV RUDOLPH
Andagt i Øjet brænder.

AMINA
Jeg er saa træt – o Venner,
før mig til Alteret hen.

GREV RUDOLPH
Hvo kunde her forraade denne saa rene Sjæl.

AMINA
knæler og hæver den højre Arm, som om hun stod for Alteret
Jeg evig Troskab sværger dig;
Alfader hør min Ed!

GREV RUDOLPH
Gid Himlens Gud velsigne dig
og lede dine Fjed.

AMINA
Nu, Elskte, er du min,
Amina evig din.
O salig Lyst,
jeg hviler, Elvin, ved dit Bryst!

Han vil gaa ud gennem Døren til venstre, men hører Trin og Stemmer udenfor. Han stiger ud gennem Vinduet, som Amina er kommen ind af, og lukker det. Amina lægger sig, endnu sovende, paa Sengen

GREV RUDOLPH
Bort herfra! Hvis her jeg bliver,
Lidenskaben mig henriver.

III

KOR
udenfor Scenen
Stille, stille, her er Døren;
kommer frem
Alt er roligt – han vist sover.
Mon vi tør gaa længer frem?
Hvorfor ej? Man intet vover –
Vi vor Herremand vil se!
Han vist ikke kan fortryde,
at vi ham velkommen byde.
Ingen Frygt! – kom – nærmer Jer,
Vi ham finde sikkert her,
Se! hist henne ligger han –
Men – det er jo ingen Mand!
Her en Kvinde slumrer roligt,
det jo næsten er utroligt!
Hvordan kom hun vel herind!

IV

ELVIN
bag Scenen i heftig Bevægelse
Ha, du lyver!

KOR
Man sig nærmer.

LISE
peger paa Amina
Se, og tro dit eget Øje!

ELVIN
Gud, Amina!

KOR
Ja, Amina!

Amina vaagner ved denne Larm og betragter de Omkringstaaende med Forundring

AMINA
Ha, hvor er jeg? Hvad er hændet?
ser Elvin og vil kaste sig i hans Arme
O, min Elvin!

ELVIN
Bort, du Falske!

AMINA
Elvin!

ELVIN
Troløse!

AMINA
Du forstøder mig –
hvad er min Brøde?

ELVIN
Ha, derom du spørger!

KOR
Dette Sted kan dig forklare alt.

Amina ser sig forundret om

AMINA
O Gud, hvorfor har hid man ført mig?

ELVIN
Spørg dit falske, dit troløse Hjerte!

AMINA
kaster sig i sin Plejemoders Arme
Moder!

ALLE
Kan du det nægte?

AMINA
Ve mig Arme, ve mig!
En smertelig Angst dræber mig!
Frit mit Øje dit tør møde,
thi mit Hjerte er uden Brøde;
og dog kan du mig forstøde –
jeg af Smerte maa forgaa!

LISE
Skamfuldt hendes Kinder gløde,
thi vi kende hendes Brøde;
vil han hende først forstøde,
skal jeg ej forsmaaet staa.

ELVIN
Selv du vilde dig forstøde
fra mit Hjerte ved din Brøde.
O, med Smerte jeg dit Billed
af min Sjæl udrive maa.

THERESE
Alle hende grumt forstøde,
Ingen tvivler om en Brøde!
Sorg og Smerte dræber hende;
hun forhaanet her maa staa!

ALEXIS og KOR
Hvor maa Elvins Hjerte bløde,
nu han kender hendes Brøde!
Ingen Tvivl kan her opstaa, -
hende han forstøde maa!

Therese har under denne Scene taget Lises Tørklæde og knyttet det om Aminas Hals

ELVIN
Adskilt for evigt! – Hvert et Baand
har du Falske sønderrevet.

AMINA
Milde Gud, du dig forbarme!
Jeg er skyldfri – hør mig Arme!

ELVIN
Ingen dine Bønner hører –
Bort – din Stemme mig oprører!

AMINA og ELVIN
Du, hvem frit mit Hjærte kaared,
har saa dødeligt mig saaret;
du, som var mig alt i Livet,
har til Kval mig overgivet.
Intet mig til Livet binder,
thi hvert Haab om Lykke svinder;
kun i Hjertet blir tilbage
Mindet om min Glædes Grav.

LISE, ALEXIS og KOR
Intet Bryllup!
O, at sligt dog kunde hænde!
Sørgeligt vil Dagen ende.
Ingen Tvivl kan her opstaa!
Hende han forstøde maa.

Amina synker om i Thereses Arme

Tredie Akt

Første scene
I
En af Træer omgiven Lund paa Vejen imellem Landsbyen og Slottet. Tidlig Morgenbelysning.

BØNDER
Her er svalt under Bøgenes Grene!
Her vi Alle os ville forene.
Hvor saa kølende Bækkene rinde!
her vi Ly imod Solvarmen finde.
Men saa tidligt vi ej tør fremstille
os paa Slottet for Herren i Dag.
Først vor Tale studere vi ville,
at vi smukt forebringe vor Sag.
Naar han kommer, ærbødigst vi bukke,
dernæst sige vi: Naadige Herre!
Tænk – Amina, den Gode, den Smukke, -
hele Landsbyens Stolthed og Ære –
sidste Nat fandt vi hende i Slummer
i Hr. Grevens Sovegemak.
Er hun skyldfri, da let hendes Kummer,
og fortjen hele Landsbyens Tak.
Naar vi saadan ham Sagen fremføre,
o, da vil han os sikkert bønhøre.
Hurtigt vende vi tilbage
for at bringe Haab og Trøst;
Lykken vende skal tilbage
i Aminas skyldfri Bryst.

alle gaa

II

AMINA
Du, elskte Moder, vil mig ej forstøde!

THERESE
Fat Mod, min Datter; dine Smertens Taarer
vil Greven røre – kom, o kom!

AMINA
Ak nej, jeg har ej Mod. –
Men se dog, Moder, se!
Her er jo Elvins Gaard?
Hvorfor sade vi her
i Skyggen af de skønne Bøge,ved Bækkens Bredder. –
Denne Luft af Elvins Troskabs Eder end genlyder;
han grusomt har forglemt dem; han forlod mig!

THERESE
Tro mig, min Datter! han kan dig ej hade.
Maaske han lider mer end du.
men fat dig – der kommer han!
hvor ensom dog og sorgfuld!

AMINA
O, skjul mig, Moder!
Her vil jeg ej blive.
de trækker sig tilbage

III
AMINA
O, se hvor dybt nedbøjet! – Gud! –
Maaske han elsker mig endnu!

ELVIN
Alt er tabt. O! dette Hjerte
martres nu af bitter Smerte.
Ak, mit glade Haab er dræbt!

AMINA
nærmer sig Elvin
O, min Elvin!

ELVIN
Bort, du Frække!

AMINA
Aldrig har jeg krænket dig,
jeg er skyldfri! Hør, o hør mig!

ELVIN
Du min Harme kun kan vække.
Ej din Falskhed skal mig daare;
jeg foragter kun din Taare.
Grusomt mine Fremtids Dage
har til Kummer du indviet.

KOR
bag Scenen
Greven leve!

ELVIN
forbitret
Greven, ha!

AMINA
Bliv og hør mig!

IV

ELVIN
Stands mig ikke.

AMINA
O, forbarm dig!

KOR
Hun er skyldfri!
Atter vende vi tilbage;
stands, Amina, nu din Klage.
For at bringe Lys i Sagen
Greven snart vil være her.

ELVIN
Den Forvorpne!
Ha, jeg kan ej dæmpe mer mit Raseri!

AMINA og THERESE
O, forbarm dig.

ELVIN
idet han river Ringen af Aminas Finger
Frække Kvinde!

AMINA
Ve mig, ve! – min Ring –

KOR
Slig Adfærd vist den Arme dræbe vil.

efter et Øjebliks Stilhed nærmer Elvin sig Amina

ELVIN
Dog umuligt kan jeg hade
dig, Amina, trods din Brøde;
skønt du krænked mig til Døde,
banker Hjertet end for dig.
Skulde dig en anden skænke
Løftet om sin Kærlighed,
da vil du paa Elvin tænke,
naar han bryder denne Ed!

KOR
Elvin, Elvin, lad dig røre!
Du dog Greven først maa høre –
han ret snart vil være her. –
Og han sværger ved sin Ære,
at Amina skyldfri er.

Elvin gaar hurtigt bort. Therese fører den halvt afmægtige Amina ud. Alle fjerner sig.Scenen forandres til en Plads i Byen. I Baggrunden ses en Mølle, hvis Hjul drives af en Fos.

Anden scene
I

LISE
Saa slip mig dog!
hvor ofte skal jeg sige,
at jeg dig ej fordrager!

ALEXIS
Ja, men tro ej, at Elvin blive skal din Mand.
Snart vil Aminas Uskyld være klart bevist,
og saa –

LISE
afbryder ham
Og saa – kan jeg alligevel
dig godt undvære.

ALEXIS
Lise, ak! hvor kan
du dog saa grusom være? Bedre mand
du aldrig faar. Er du vel tjent med slig
en Mand, som ej dig elsker?
Tænk dog efter!

LISE
Er du da tjent med slig en Kone,
som dig ej fordrage kan?

ALEXIS
Nej, aldrig skal du ægte ham.......
den hele By jeg i allarm vil bringe.
Jeg til Greven iler – han hjælper mig;
og du skal se min Kære,
du ingen Mand vil faa,
hvis ej du kønt til Takke tar med mig.

KOR
bag Scenen
Lise er Bruden!

LISE
Hvad nu?

II

KOR
Elise!
Dig at lykønske herhid vi ile;
Lykke og Glæde vil dig tilsmile.
Dig nu til Alteret Elvin vil føre,
hvis du, Elise, vil høre hans Bøn.

ALEXIS
Hvad er dog det? Hun uden mig
gaar dog hen og gifter sig.

LISE
Ak, tør jeg tro det, tør jeg tro det –
Elvin nu mig ægte vil!

III

LISE
Ak! Elvin tør jeg haabe,
at du atter tilbage vende til mig?

ELVIN
Elise!
Kan du tilgive mig, at jeg saa svagt
lod mig forlede til at glemme dig?

LISE
Den Tid er svunden. Alt vil jeg tilgive,
nu du tilhører mig! Glad skal jeg drømme
om al den Lykke, du mig skabe vil.

ELVIN
O, kom! – jeg ømt dig beder
vi til Kirken nu os begive vil.
Ja, denne Dag skal evigt os forene.
Følg mig, Venner!

KOR
Velan!

Elvin gaa med Lise, men møder Greven, som kommer fra Baggrunden, og holder ham tilbage.

IV

GREV RUDOLPH
O Elvin, stands!

LISE
afsides
Ha, Greven.

ALEXIS
afsides
Naa – han kom som kaldet!

GREV RUDOLPH
Sig, hvor vil du hen?

ELVIN
Til Kirken!

GREV RUDOLPH
Hør mig først.
Din Kærlighed er end Amina værdig.
Jeg dig sværger, at hun er ren og skyldfri!

ELVIN
De, Hr. Greve!
Hendes Brøde er klart opdaget,
jeg kan ikke tvivle mer.

GREV RUDOLPH
Du af Skinnet er bedraget,
ej som Løgner staar jeg her.

ELVIN
spodsk
Men man fandt dog hende rolig
slumre i Hr. Grevens Bolig.

GREV RUDOLPH
Men saa hør – jeg dig tilsværger –
hun i Søvne kom til mig.

ALLE
med Mistillid
I Søvne?
Nej, har man hørt Magen!

GREV RUDOLPH
Nu, saa hør do!

KOR
Det fatter vi ej.

GREV RUDOLPH
Ja, der gives Mennesker, som vandre
sovende i Nattens Mørke om,
højt de tale, le og græde,
tolke Hjertets Sorg og Glæde.
Man Søvngængere dem kalde,
og en saadan Amina er.

KOR
Er det muligt?

GREV RUDOLPH
Ja, det Sandhed er!

ELVIN
Nek. forgæves Greven værner
om Aminas tabte Ære.

GREV RUDOLPH
Naar mit Udsagn jeg besværger,
tør du da mit Ord betvivle?

ELVIN
Kom, Elise, kom!

KOR
Vi gaar!
Ikke tror vi denne Fabel.
Hun er vaagen, mens hun sover –
har man hørt en saadan Snak?

V

THERESE
Mine Venner, taler sagte!
O, forstyr ej Aminas Slummer.
Ak, den Armes dybe Kummer,
hendes Kræfter svækket har.

KOR
Taler sagte!

ELVIN
Ja, vær stille!

THERESE
Lise! – Elvin! –
Ha, hvad ser jeg!
Sig, hvorhen i Højtidsklæder?

LISE
Til mit Bryllup.

THERESE
Du, o, Himmel!
til Elvin
Lise er din Brud?

ELVIN
Saa er det.

LISE
Og med Ære. Aldrig saa man
mig om Natten vandre om.
Ingen fandt mig indelukket
hos en Mand ved Nattetid.

THERESE
afsides
Ha, du Falske!
Nu du skal ej din fortjente Straf undgaa!
Dette Klæde har man fundet
højt, idet hun tager Lises Tørklæde frem
I Hr. Grevens Sovekammer.

KOR
Hvis er det?
Hvo har vel tabt det?

THERESE
peger paa Lise
Se, hvor hendes Kinder rødme.

ALLE
bestyrtede
Lise!

Elvin slipper Lises Haand og gaar nogle Skridt fra hende

THERESE
Nu – forsvar dig, hvis du kan.

LISE
afsides
Jeg mit Øje ej tør hæve.

ALLE
Se, hun tavs og truffet staar!

ELVIN
Kan du dig ej forsvare? –
Ha, du mig og bedrager;
din Tavshed dig anklager,
din Brøde du ej dølge kan.

THERESE og GREV RUDOLPH
Ej kan hun sig forsvare,
hun Brøden maa bekende.
Ej kan man ynke hende,
som haaned andres Kval.

LISE
Ej kan jeg mig forsvare,
jeg Brøden ej kan dølge;
mig alle vil forfølge
med Haan og dyb Foragt!

ELVIN
Hr. Greve, sig – hvad skal jeg tænke! –
har hun og bedraget mig?

GREV RUDOLPH
Lad mig fortie, hvad jeg herom tror;
det ene ved jeg, at skyldfri er Amina,
og du Dyden selv i hende krænker.

ELVIN
Ja, det skal bevises!

GREV RUDOLPH
som har set sig om
O Gud! – saa se da!

VI

Alle vender sig om

Under de foregaaende sidste Replikker ser man Amina i somnambule Tilstand komme ud af et
Tagvindue paa Møllen og gaa langs med Tagkanten. Under hende truer det hurtigt svingende
Møllehjul med at knuse hende, hvis hun styrter ned. Alle betragter dette Syn med Rædsel. Elvin vil springe til, men holdes tilbage af Greven.

ALLE
Ha!

GREV RUDOLPH
Nu stille – stille!
Den mindste Larm er hendes Død!

THERESE
Mit Barn!

ALLE
knælende
Algode Fader, led du hendes Fjed.
Amina nærmer sig Hjulet, idet hun gaar hen ad en svag Planke, som bøjer sig under hendes Fødder
Hun vakler – ve os, ve!

GREV RUDOLPH
efter en lille Pavse
Nu er hun frelst!

KOR
Ja, frelst!

Amina stiger ned og gaar nogle Skridt frem paa Scenen

AMINA
Gid engang blot jeg kunde se min Elvin,
før en anden Brud han fører til Alteret!

GREV RUDOLPH
til Elvin
Hør dog!

THERESE
Kun paa dig hun tænker.

AMINA
Mig Haabet svigter!
Hør - alt Bryllupsklokken saa festligt lyder –
de til Kirken drage –
ak, han forskød mig, og jeg var dog skyldfri.

ALLE
Ak, stakkels Barn.

AMINA
knæler
Tilgiv du ham, Alfader!
som ham jeg alt forlader.
Blir Kummer end min Lod –
o, skænk ham Lykke!

ALLE
O, hør!

AMINA
hæver Haanden og stirrer paa den, som om hun søgte sin Ring
Den Ring, han gav mig –
ak, hvor er den? –
Han tog den fra mig;
men sit Billed skal han ej berøve mig;
dybt i mit Hjerte jeg gemmer det.
hun tager frem de Blomster, som Elvin har givet hende, og som hun har gemt ved sit Bryst
Dog Eder, elskte Minder,
om Elvins Ømhed har jeg end tilbage.
Ak, Eder tør jeg end til Læben trykke.
Ak I, som skulde smykke
Aminas Barm for Altret,
forsvunden som min Lykke
er Eders Farvepragt
hun græder
Og kunde disse Taarer
selv Eders Pragt oplive,
de kan dog ej gengive
mig Elvins Kærlighed.

ELVIN
O Anger, Smerte mig fortærer nu;
jeg ej udholder det!

AMINA
Ak, hvis han kom tilbage!
O kom! min Elvin, kom dog!

GREV RUDOLPH
til Elvin
Nærm dig hende!

AMINA
O Gud! – giv ogsaa Ringen mig tilbage!

GREV RUDOLPH
til Elvin
Giv hende den.

Elvin sætter Ringen paa Aminas Finger

AMINA
Nu er du atter min, - jeg evig din! –
jeg kunde dø af Glæde!

GREV RUDOLPH
Blandt alle hendes Kære skal hun opvaagne.

Therese trykker Amina til sit Bryst. Elvin kaster sig ned for hendes Fødder

KOR
Amina leve! Leve vor Amina!

AMINA
vaagner
O Gud, hvor er jeg?
Ah! hvad er der hændet?
O søde Drøm, lad mig ej vaagne atter!

hun skjuler sit Ansigt i sine Hænder

ELVIN
O nej, det er ej Drøm, jeg er din Elvin;
se her din Moder – alle dine Venner!

Amina som genkender Elvins Stemme, hæver Hovedet, betragter ham et Øjeblik og kaster sig i hans Arme

AMINA
Elvin! Elvin! Nu jeg har dig atter.

KOR
Nu til Alteret!
Alles Hjerter slaa af Glæde
ved at se jer Haand i Haand.
hen til Herrens Alter træde
for at knytte Troskabs Baand.

AMINA
Ingen Tanke kan udtrykke
Glædesstormen i mit Hjerte,
svunden er den bitre Smerte –
atter du tilhører mig!
Saligt alt mig nu tilsmiler –
ved din Barm jeg henrykt hviler.
Elskte Elvin, ved din Side
Jorden blir mit Himmerig!

ALLE
Alles Hjerter slaa af Glæde,
ved at se jer Haand i Haand
hen til Herrens Alter træde
for at knytte Troskabs Baand.