(Adelson e Salvini – 1827)?
Il pirata - 1827
Bianca e Fernando - 1828
La straniera - 1829
Zaira - 1829
(Ernani -1830 - opgivet)
I Capuleti e i Montecchi - 1830
La sonnambula - 1831
Norma - 1831
Beatrice di Tenda - 1833
 
 

'Bellinis librettist'
kan det vel ikke være helt forkert at kalde Felice Romani, eftersom han skrev libretto til 7 af Bellinis 10 operaer og omarbejdede mindst een, måske endda begge Bellinis første. Kun den sidste opera havde han intet med at gøre.
Og dog var Bellinis operaer kun en lille del af Romanis produktion. På trods af at Romani, efter datidens forhold, var særdeles sendrægtig, nåede han at skrive op mod 100 libretti, der blev til ca. 120 forskellige operaer. Således skrev han 10 libretti for Donizetti og hele 16 for Mercadante.

Romani og hans kolleger
Felice Romani er en af de få italienske librettister hvis værk, selv i dag, får mere ros end kritik. Ellers var operalibretti ofte ret tilfældigt skruet sammen, librettisten blev betalt en brøkdel af hvad komponisten kunne forvente og hvis operaen blev populær, var det komponistens navn der blev forbundet med den, fremfor librettistens. Alene de økonomiske forhold gjorde det nødvendigt for librettister at være ret hurtige til deres arbejde, medmindre de altså var økonomisk uafhængige og skrev for deres fornøjelses skyld, hvilket der faktisk var en del adelige der gjorde.

En langsom og egenrådig, men efterspurgt librettist
Da Romani arbejdede langsomt, var han, på højdepunktet af sin karriere, ikke sjældent i gang med at skrive adskillige libretti samtidig. Dette medførte forsinkelser, til stor irritation for de komponister, der ikke kunne levere deres værker til tiden fordi de manglede ord at sætte i musik.  På trods af dette, var Romani en efterspurgt librettist. Komponisterne blev ved med at vende tilbage til ham, selvom de brokkede sig fælt. Han var nemlig meget dygtig  til at skrive dramatiske vers der klang smukt og samtidig var velegnede til at sætte i musik, det betød derfor også mindre at han ikke var særlig indstillet på at foretage ændringer i sine libretti efter komponisternes ønsker.

Netop med hensyn til det sidste må Bellini siges at have haft en heldig hånd. Han kunne ofte nå igennem til Romani og få nogle af sine ideer indført. Af og til fik han endda Romani til at skrive tekst til melodier som han allerede havde skrevet....... det var han tilsyneladende den eneste der kunne.

En samvittighedsfuld digter
Bellini og Romani var perlevenner i en årrække, på trods af at der også her, ved flere lejligheder var problemer med levering af tekster til tiden. Men til sidst gik det alligevel galt.
Romani var en meget samvittighedsfuld librettist. Det pinte ham at hakke et litterært mesterværk i stykker så det kunne bruges som opera, og derfor følte han ofte en stærk trang til at forklare sig for publikum. Dette førte til forord som, skønt skrevet i den bedste mening, alligevel næppe har kunnet undgå at stemme publikum særdeles kritisk, endnu før de havde hørt den pågældende opera.

Romanis undskyldninger
Det er da også betegnende at Bellinis to fiaskoer, Zaira og Beatrice di Tenda, netop havde undskyldende forord af Romani.  I tilfældet Zaira, Voltaires mesterværk, som  Romani fra starten af var  noget betænkelig ved at skulle molestrere,  mente Bellini godt nok til dels at fiaskoen skyldtes ham, men der var mange andre forhold der gjorde sig gældende, blandt andet en hel by, der syntes at være fjendtligt indstillet, og Bellini var heller ikke selv hundrede procent tilfreds med operaen.
Romani skrev også forord til I Capuleti e i Montecchi, men det var mest for at fortælle publikum at han havde skrevet librettoen ud fra en anden libretto som han selv, tidligere, havde skrevet til Nicola Vaccai.
Værre var det med Beatrice di Tenda, som var bestilt til opførelse på La Fenice i februar 1833. Bellini og Romani var egentlig blevet enige om en helt anden historie, nemlig Christina af Sverige. Bellini så imidlertid   en ballet over emnet, og besluttede sig til at det var den historie han havde lyst til at arbejde med. Romani var dog ret kølig overfor emnet, en virkelig episode fra den italienske historie, noget forholdsvis nyt på den tid, og da han samtidig som sædvanlig var overbebyrdet af arbejde, havde han meget svært ved at komme i gang. To måneder før premieren havde Bellini stadig ikke fået så meget som en linje af teksten. Bellini blev nervøs for at det skulle gå som med Zaira, han blandede teatret ind i sagen, med det resultat at Romani blev stævnet, hvilket han naturligvis blev rasende over....... operaen var klar til opførelse d. 16 marts. Var den blevet positivt modtaget, havde venskabet muligvis kunnet opretholdes, men venetianerne var temmelig lunkne i deres modtagelse, hvilket formodentlig blandt andet kan have skyldtes Romanis forord. Efter premieren fortsatte skænderierne i de lokale aviser. De to var ikke længere på talefod.

Felice Romanis forord til Zaira
Den unge slavepige Zaira, som er vokset op i et harem og som elsker og elskes af sultanen, bliver, på selve sin bryllupsdag genforenet med sin broder og fader, kristne helte, som kalder hende tilbage til den tro, der forbyder hendes ægteskab. En brændende sjæl, splittet mellem religion og kærlighed, nær ved at falde for den magtfuldeste af alle passioner som hun er født med, og rystet over den mægtige lov som hun kun har kendt en eneste dag. Et  sønderrevet hjertes lidelser og tvivl. Rædselsslagent over den kærlighed det føler, holder det dog ikke op med at elske: Dette er et yderst tragisk emne, så passende som noget til at røre og påvirke et hvilket som helst publikum fra en hvilken som helst tidsalder i en hvilken som helst nation. Men i næsten et århundrede har teatrene hørt denne stakkels piges sukke. Bliver publikum ikke træt af sin egen medfølelse? Og hvordan skal det kunne lykkes mig at skjule manglen på nyhed i mit værk. Vil jeg kunne tåle sammenligning med Voltaire, som var fri til at skrive hvad han ønskede? Jeg, der er klemt fra alle sider, især af den barbariske lov om ekstrem kortfattethed? Vil jeg kunne ændre alt, så det bliver passende til en kompositionsform der er så forskellig fra tragedie, uden at blive beskyldt for at have manipuleret et så kendt og berømt emne efter mit eget hovede? Vil jeg kunne bruge alle de aktører der er blevet mig tildelt og vil jeg kunne tilføje noget af mit eget som ikke vil ødelægge handlingens enkelhed og det lys som hovedpersonerne ses i? Disse, og tusind andre spørgsmål som jeg ikke vil nævne, gjorde mig uvillig til at have med så vanskeligt et emne at gøre. Men som i alle diskussioner, specielt de litterære, var der nogle som fastholdt at i opera, med musik, gavner det mere end det skader, at emnet er velkendt; at alle kender tilstrækkeligt til en melodramatisk digters problemer, og ikke ville nægte mig ros hvis det skulle lykkes mig at overvinde nogle af dem; at den enkeltes behagelighed (convenienze delle Parti) må vige for poesiens kald........ og forøvrigt var tiden knap........ så min modstand blev overvundet.
Her er så Zaira. Ikke hyllet i tragediens overdådige kappe, men snøret ind i den snævre klædedragt som melodrama giver. De (og jeg kender til mere end een) som har gjort alt hvad de kunne for at fordømme mit værk endnu før de har læst det, vil forstørre enhver mangel og forklejne selv den mindste kvalitet, men elskværdige læsere (som jeg også kender mange af) vil sige at jeg har bibeholdt personernes egenart og hvor det var muligt, tilføjet strøg af den orientalske farve som tragedien mangler. De vil sige at jeg gjorde ret i at undlade en sådan fremhævelse af filosofi som var på mode på Voltaires tid og koncentrere mig mere om lidenskabernes sprog. De vil se at Corasminos rolle, som jeg rettelig har gjort større, ikke mister noget ved at blive ændret fra den lidenskabsløse rådgiver han var, til en streng muselmand, og at han, tro som han er mod haremmets love og traditioner, tjener, om man så må sige, som en modvægt til sultanen, som glemmer alle disse. Jeg er fuldstændig klar over at stilen burde have været bedre, og at gentagelser af ord og ideer visse steder burde have været fjernet, men poesien er skrevet i småbidder efterhånden som musikken blev komponeret, så det ikke længere var muligt at vende tilbage til det der allerede var skrevet, og poesi og musik er skrevet på mindre end en måned. Jeg ved godt at han som undskylder sig med tiden må forvente at høre Molières Alceste råbe at le temps ne fait rien à l'affaire; men vi må lige bemærke at Molières Alceste er menneskehader.
Hvordan publikums dom over mit arbejde end må blive, vil jeg altid være stolt over at det har fundet anvendelse ved så enestående en lejlighed, og tanken om den tillid som er blevet vist mine ringe evner vil mildne enhver bitterhed som jeg måtte have følt eller måske endnu kommer til at føle.