Bellinis 3. opera

Melodramma i to akter. Libretto Felice Romani
efter skuespillet Bertram ou Le pirate af J.S. Taylor, der igen bygger på skuespillet Bertram or The Castle of St. Aldobrando af Charles Maturin
Premiere, Teatro alla Scala, Milano, 27/10 1827

Il pirata var en brølende succes ved premieren. I hovedrollerne hørte man Henriette Méric-Lalande, Giovanni Battista Rubini og Antonio Tamburini. Det blev også Bellinis føste internationale succes. I løbet af fem år efter premieren blev den opført i Wien, Dresden, London, Madrid, Paris og New York, og den fortsatte med at blive opført over det meste af verden til henimod år 1900. I den første del af det tyvende århundrede var den glemt, men den blev genoplivet allerede i 1935 og har siden været fremme med nogle års mellemrum, bl.a. gav Montserrat Caballé rollen som Imogene med jævne mellemrum op igennem tresserne. På det seneste er det især Renée Fleming der har kunnet høres, i to forskellige, stærkt omdiskuterede opførelser: Koncertopførelsen på Chatelet i Paris i 2002 og Metropolitans allerførste opsætning af operaen i 2003. Begge blev radiotransmitterede, og delte bel canto fans i to lejre: Dem der elsker hendes udlægning og dem der hader den.

Det mest berømte uddrag fra Il pirata er Imogenes store finale, hvor Bellini maler dramatisk med instrumenteringen, i en grad så det har inspireret selv langt senere komponister, som f.eks Ponchielli, der selv var berømt for sin orkestrering, og nu om dage er mere kendt som Puccinis lærer i denne kunst, end for sin egen operaproduktion. Prøv f.eks at sammenligne forspillet til Imogenes finale 'Ah! s'io potessi dissipar le nubi' med forspillet til La giocondas store arie 'Suicidio' (I Ponchiellis opera, La gioconda).

Skønt Il pirata kommer forholdsvis langt nede i rækken af Bellinis kendteste værker, så findes der alligevel ret mange indspilninger af den. Jeg vil kun nævne et par eksempler: