Vincenzo Salvatore Carmelio Francesco Bellini
operakomponist

født 2/11 1801 i Catania
død 25/9 1835 i Puteaux, en forstad til Paris

Har man sagt italiensk opera fra første halvdel af 1800-tallet, har man også sagt bel canto.
De tre store komponister fra denne periode er Rossini, Donizetti og Bellini. Alle tre har de komponeret udødelige operaer, og fremstår som forbilleder for de kommende generationer af italienske operakomponister, begyndende med Verdi.
Skønt de i nyere tid ofte er blevet afskrevne som eksponenter for en underlødig massekultur, har man i de seneste årtier fået øjnene op for den skønhed der gemmer sig i de gamle støvede nodeblade.

Vincenzo Bellini er Helligånden i den italienske bel canto's treenighed. Som den eneste kom han sydfra, fra Sicilien. Han havde en særlig evne til at skrive smægtende melodier, der adskiller hans operaer fra alle andres. Han var smålig, mistænksom og egocentrisk. Sine gode sider helligede han åbenbart musikken, for den er overjordisk skøn.Bellini nåede kun at skrive 10 operaer før sin alt for tidlige død. De syv må betegnes som mesterværker, skønt det stort set kun er Norma der er alment tilgængelig nu om dage.

Læs mere om Bellinis liv