Parodi - fra græsk, parodia - para + ode -  altså en sang der er næsten magen til.

Der er altså ikke her tale om at gøre grin med noget, men derimod om den måde Bellini brugte og videreudviklede sine temaer i forskellige operaer.

Når vi har valgt at kalde fænomenet parodier, det udtryk der benyttes af Friedrich Lippmann i hans bog om Bellinis musik, er det fordi der ikke findes et mere rammende ord for netop dette. Når vi har valgt at behandle det her, er det fordi det er en enestående fordel, når man skal lære en ny opera at kende, at kunne benytte sig af genkendelsens glæde.
Bellini brugte altså af og til det samme tema flere gange. Der er faktisk ingen af hans operaer der er fuldstændig fri for genbrug. Men der er sjældent tale om en direkte kopiering, og for os der skal lytte er det nærmest forfriskende at høre den samme melodi i en helt anden sammenhæng, med en anden besætning, andre udsmykninger,  i en anden toneart, og måske endda ændret fra dur til mol.

Under hver opera findes derfor en gennemgang af parodierne...... såvel dem som er lånt fra et tidligere værk, som dem, der er blevet videreudviklet i et senere.
Der er sommetider indholdsmæssig sammenhæng, således at den samme melodi illustrerer de samme tanker og følelser. Derfor er der henvisning til de relevante steder i libretto eller sangtekst.
Dette er selvfølgelig kun muligt i de tilfælde hvor denne har været tilgængelig for os, og det gælder naturligt nok de værker og versioner der er indspillet. Heldigvis er det da også disse, der for os lægfolk, har den største interesse.

Det er nogle bestemte af Bellinis operaer, der især har leveret stof til videre bearbejdelse. Typisk de operaer der ikke rigtig slog an. Bellini har åbenbart selv været klar over sine melodiers værd, og har ikke villet lade dem gå til spilde. De fleste lån er således fra Adelson e Salvini, Bianca e Fernando og Zaira. Efter den tid genbrugte han tilsyneladende ikke temaer....... udover naturligvis fra Ernani, som jo aldrig blev blot tilnærmelsesvis færdig.

Udover førnævnte Friedrich Lippmann har også Herbert Weinstock behandlet emnet i sin bog. Begge disses eksempler er naturligvis medtaget for så vidt som de holder. Men herudover er der flere som af en eller anden grund ikke har fundet nåde hos disse forskere. De medtagne eksempler er altså udtryk for en privat opfattelse, og bygger på, netop, genkendelsens glæde, frem for en egentlig teoretisk analyse.

A-C